Der er ingen jul i denne parodi på parforholdet

Hvis der er noget, jeg hader, så er det anmeldelser, som består af rent referat. Det er en uskik, når anmeldere bare plaprer løs og laver referatstil. En anmeldelse skal have holdninger. Ikke referater.

På den baggrund er det lidt nemmere for mig at skrive denne anmeldelse. For jeg kan ikke referere den. Der er ganske enkelt ikke en handling, der kan refereres. Dette er absurd teater.

Limfjordsteatret selv kalder det et humoristisk og absurd juledrama. Der er kun ét forkert ord lige her: jul.

Dette har intet med jul at gøre. Som i absolut intet!

Gennemført absurd

Til gengæld er det gennemført absurd. Men det er også gennemført humoristisk. Humoren ligger i en aldeles virtuos leg med ord og faste vendinger. Her er kaskader af fortalelser. På den virkelig sjove måde.

Det er også bemærkelsesværdigt, at publikum griner forskellige steder. Der er på ingen måde enighed om, hvor det sjove ligger. Til gengæld tror jeg, at alle publikummer er enige om, at det er sjovt.

Personligt grinte jeg nok mest, da stykkets Rosa – spillet af Lasse Popp – synger om at det ikke er gørelsen, men størrelsen, det kommer an på.

Og lige her ved du godt, kære læser, hvad jeg skriver om.

Den anden på scenen er Anna Ur Konoy. Hun spiller karakteren Just.

Det er jo lidt sjovt, at manderollen spilles af en ganske lille kvinde, mens det kvindelige parti spilles af en virkelig høj mand.

Skrællet helt ind til klichéen

Det er billige point, men det virker. For de får begge skrællet helt ind til klichéen af manderollen og kvinderollen. Ordet kliche lige her er positivt ment.

Til gengæld er det nogle virkeligt gammeldags stereotyper, de finder frem, når manden og kvinden skal skildres. Vi skal nok 50-60 år tilbage i tiden for at finde de sidste overlevende af disse typer.

Stykket spilles i en scenografi, der er som en cirkusmanege. I midten har vi skuespillerne. I en ring uden om sidder publikum.

Men manegen drejer. Den kører rundt. Ikke hele tiden. Men den får taget adskillige omdrejninger under stykkets 70 minutter. Men samtidig med at manegen drejer, så er der yderligere to felter, der også snurrer rundt. Det er køkkenet, hvor forestillings kvinde regerer. Og det er lænestolen, hvor manden sidder begravet. Dybt begravet. Med spredte ben. Ja den mandekliché er sandelig også med.

Rundtosset

Det er faktisk lidt sjovt, at scenen sådan drejer rundt og rundt, og at dele af scenen også drejer rundt – nogle gange den anden vej.

Det er til at blive rundtosset af. Lige så rundtosset som man bliver, hvis man forsøger at finde hoved og hale i handlingen.

Meget af handlingen består af gentagelser. Og der er jo sådan med gentagelser, at hvis de er gode nok, så bliver de faktisk sjovere og sjovere, hver gang de bliver genudsendt.

Der er i stykket et tema om, hvad vi skal have til aftensmad. Det bliver faktisk sjovt til sidst. For det er de samme menuer, der dukker op hele tiden. I præcis de samme betoninger.

Betoningerne er faktisk vigtige for komikken i dette stykke. Faktisk. Også det ord får en ordentlig tur i Lasse Popps ord-mølle

Anna Ur Konoy og Lasse Popp spiller meget præcist sammen. Dette er nemlig også et teaterstykke, der kræver en stor grad af timing for at få det hele til at fungere. Det kan de.

Fint sangarbejde

Der er også ganske mange sange i ”Den endeløse eftermiddag”. Også de er fremført flot med et ganske fint vokalarbejde. Det er et par skuespillere, der mestrer sangens kunst.

Selv om jeg ikke har fanget en bønne af handlingen, så vil jeg dog notere mig, at slutningen ikke fungerer perfekt.

To gange i løbet af forestillingen går teatersalen i sort. Efter få øjeblikke kommer der lys på, og stykket fortsætter et helt nyt sted. Når stykket slutter, sker det ved at lyset går ud. For tredje gang.

Men er det slut? Det aner publikum faktisk ikke. Det er først, da teaterchefen begynder at klappe, at vi andre klapper med. Og dermed ved at nu er det slut. Det er ulempen ved absurd teater. Man skal lige have lidt hjælp for at vide, hvornår man skal klappe skuespillerne ud.

Men klappes ud skal de. For de har gjort det godt.

Kan du lide, det du læser? I så fald kan du støtte os med frivillig abonnementsbetaling på dette link:

Støt kulturen.nu