Et vellykket skyderi

Streamet teater: "Jeg har skudt mig selv for sidste gang"

Det er så tredje gang, Aalborg Teater streamer en forestilling. Og dette er måske også den mest vellykkede. Dette er nemlig skabt til stream. Det er ikke filmet teater, som vi oplevede det med "Tine" og med "De skønne dage i Arranjuez".

Tillige er forestillingen ganske kort: 31 minutter - men med yderligere en halv time, hvor publikum kan stille spørgsmål til de medvirkende. Altså publikum på chatten hjemmefra. Det er jo virtuelt.

Og endelig er det en interaktiv forestilling: Løbende får publikum mulighed for at vælge, hvilket vej stykket skal udvikle sig. Dog er mulighederne ikke mere åbne, end at scenerne ender samme sted uanset publikums valg. Ellers var det jo heller ikke til at styre.

Forestillingen handler om "Skønne dage i Arranjuez" i starten. Men rollerne er byttet om. Kvinden forlanger, at manden fortæller - i den oprindelige forestilling var det omvendt.

Og RITSJ!!! Scenografien flås til side. Og der står Werther. Den unge Werther. Han lider ikke. Han er vred.

Pludselig skifter det hele, og så er vi i Hedda Gablers omklædningsrum. Hun brokker sig en del over sin skæbne: At hun skal skyde sig selv hver aften. Hendes fine monolog munder ud i forestillingens titel: 

- Jeg har skudt mig selv for sidste gang, erklærer hun. Og skrider.

Et eller andet sted har Hedda og Werther noget kørende: De gider ikke at skyde sig selv. Hedda formulerer det ganske fiffigt:

- Hvad er Werther uden sit selvmord. Et stort rundt nul, erklærer hun.

Man kan jo godt fantasere lidt over, om de ikke kunne være en fint par sammen de to. Så slipper de også for alt det skyderi.

- Vi er skabt ens. I en mands hoved, bliver der sagt.

Og ja - på denne måde rives vi ud af det oprindelige drama og ind i denne meta-verden. Det er fantasifigurer. De bestemmer ikke selv.

Denne leg mellem det klassiske drama og fire karakterer, der forsøger at slippe ud af deres roller er faktisk både sjov og underholdende. De vil nemlig selv. De vil ikke bare være et tankespind for en mandlig forfatter.

Legen kører konstant i forestillingen. Det ene øjeblik nærmer det sig de tre oprindelige dramaer, som Aalborg Teater har spillet inden for de seneste par år. Og så sker det igen:

RITSJ - pludselig overtager karaktererne deres roller og blæser på forfatterne.

Det gør de så i virkeligheden ikke, for der er jo en forfatter bag alle disse ord.

Det er teatrets hus-poet, Julie Maj Jakobsen, der har skrevet stykket. Eller hvad man nu skal kalde det. Og det er en kvinde. Ikke en mand.

Det er dog en leg, der kræver lidt kendskab til karakterne bag stykket. Hvis man aldrig har hørt om Werther, Hedda og Manden og Kvinden fra Skønne dage... - så bliver det svært. Så er det blot vås, man oplever. Men for den opvakte teatergæst, der har oplevet disse stykker, kan man ikke lade være med at lege med. Så har man en fest.

Produktionen af stykket er foregået lynhurtigt. Skuespillerne fik manuskriptet for under en uge siden. Prøverne begyndte dagen før. Og i aften - onsdag aften - spilles der.

Det er et helt nyt format, og det lykkes overordentligt flot. Det er jo teater på den måde, at en scene ikke kan tages om. Men det er produceret lidt film-agtigt med klip, lydbehandling med mere. Produceret på stedet uden mulighed for efterbehandling. Det giver også en god spænding og nærvær.

Skuespillet er fornemt - prøveforløbets længde taget i betragtning. Og stykket udvikler sig overraskende og frækt. Indtil det slutter efter 31 minutter. Lige der dør Werther. Han bliver skudt. Ikke som et selvmord. Men ved et vådeskud.

Hvem havde set det komme? Ja der er i det hele taget intet her, man havde set komme.

Om to uger gør teatret det igen. Så kig endelig med. Det er en skarp forestilling. Det er underholdende fra start til slut. Og det er dejlig kort.