Hvis du går på stadion for at se fodbold, så skal du sidde ned under hele kampen. Det gør publikum så også det meste af tiden lige der.
Går du i teatret, skal du også sidde ned. Men gennem efterhånden mange år er det blevet kutyme, at når forestillingen er forbi, skal man stå op og klappe.
Det er altså noget fis.
Hvis jeg oplever en fuldstændig fantastisk forestilling, så er det i orden at rejse sig under klapsalverne, for at fortælle, at dette var ekstraordinært.
Hvis du i dag oplever noget ekstraordinært, hvad kan du så gøre? For alle folk står jo op og klapper i forvejen.
Respektløst
Det er på mange måder respektløst over for skuespillere, teknikere og andet teaterfolk, at du er frataget muligheden for at fortælle, at noget er magisk.
Her på Kulturen.NU har vi været til seks teaterforestillinger de seneste dage. Ved de fem blev der kvitteret med stående applaus. Det eneste sted hvor publikum ikke som en flok lemminger røg i vejret var til "Kød" på Aalborg Teater - som sjovt nok er den eneste forestilling, hvor vi gav seks stjerner. På de fem andre forestillinger blev de stået op under de afsluttende klapsalver.
Ud over at det er dumt, så er det faktisk også ekstra dumt lige i øjeblikket. Nogle har måske bemærket, at der er en pandemi i luften. En luftbåren virus der er meget smitsom.
Jovist har alle fremvist coronapas eller negativ test ved indgangen til teatret. Men det er ikke det samme som, at man er immun. Alle kan smitte. Alle kan være smittet for ganske nylig. Derfor er det ekstra dumt at rejse sig i disse dage.
Skulle vi ikke benytte coronaen til at afskaffe stående bifald som en automatreaktion? Lige nu har vi jo chancen.
Klaphatte
For dybest set er det jo en enkelt klaphat eller to, der starter den stående applaus. Når først en rejser sig, så føler andre sig presset dertil også. Ellers kan man jo heller ikke se noget.
Herfra skal så også lyde en undskyldning til de teaterfolk, der har oplevet en sur gammel mand de seneste par dage. Jeg har IKKE rejst mig under den stående applaus. Ikke fordi jeg er sur. Jeg har faktisk følt med virkeligt godt underholdt i Aalborg, Hobro og Hjørring, hvor jeg har været i teatret. Men jeg rejser mig ikke, fordi de andre publikummer er så dumme, at de altid skal op at stå.
Til gengæld lover jeg at rejse mig, når jeg oplever det ekstraordinære.