Skip to main content
teaterpremiere på lørdag

Så lander Aalborg Teater sin sangskat

Man tager 460 mennesker, sætter dem i en teatersal. På scenen står der otte skuespillere med spændte sanghjerter. På bagvæggen masser af tekster fra den danske sangskat. Tag hertil et orkester og sæt i gang: Der er fællessang.

Det lyder jo som opskriften på en rigtig god aften for Herr og Fru Danmark. Det er også opskriften på musikforestillingen ”Drømte mig en drøm” der får premiere 8. maj.

Der er bare et lille bitte problem: Må publikum synge med?

Det vides ikke præcist, mens disse linjer skrives. Der må synges i kirkerne. Men må der også synges i teatersalen? Indendørs?

For man ved jo, at når man synger, så kommer der luft fra de allerbageste afkroge af lungerne. Der hvor covid-19 sidder. Hvis man har sådan noget i kroppen…

Da ”Drømte mig en drøm” var på tegnebrættet, var ordet covid-19 ikke opfundet. I foråret 2020 gik Aalborg Teater i gang med at producere forestillingen.

Så kom nedlukningen. Altså den første.

Det betød masser af bespænd. Hjemsendte skuespillere og alt muligt andet. Men i slutningen af maj sidste år var forestillingen færdig til at møde sit publikum. Det blev dog kun til et møde med publikum.

Nu får forestillingen så premiere for alvor. Men er det en anden forestilling, man kan opleve i år, end den der blev lavet sidste år?

- Når man har den luksus, at man er gået i påtvunget pause, for så at vende tilbage et år senere, så når tingene at bundfælde sig, siger Jacob Schokking, der er forestillingens instruktør.

- Vi nåede også at spille den for et publikum én gang – og dengang kunne vi stadig dyrke fællessang. Så alene på den måde er forestillingen ændret. Vi må ikke synge sammen, siger han.

Han skæver nu alligevel til kirkerne, hvor sangen er blevet tilladt.

- Det vil også være lidt svært at flytte forestillingen til Budolfi Kirke, siger han.

Men må der synges, så bliver der åbnet for sluserne.

”Drømte mig en drøm” er nemlig en teaterkoncert. Ikke nok med det: Det er også en fællessang. Planen var oprindeligt, at publikum skulle synge med i store dele af forestillingen – med hjælp fra skærme med teksterne. Den plan er dog skrinlagt lige i øjeblikket. Men hvis fællessangen bliver tilladt i teatret, så bliver der sunget igennem.

Nu får forestillingen så premiere i år i stedet. Det sker lørdag 8. maj.

- Det er jo sådan, når man genopsætter et stykke efter for eksempel ét år. Så kan man pludselig se både skoven og træerne. Så vi har trimmet tingene. Vi har ikke lavet om på forestillingen. Men pludselig kan man se steder, hvor man kan ændre lidt på koreografi, video med mere, siger Jacob Schokking.

Er der en sammenhængende fortælling?

- Jeg har helt fra starten været enig med dramaturgen og kapelmesteren om, at sangene selv skal fortælle historien.

- Da jeg gik i gang med at grave mig gennem den danske sangskat, ledte jeg både efter den flotte musik og de gode tekster.

- Når man gennemgår den danske sangskat, er der en sang til enhver lejlighed. Til enhver følelse. Du kan finde sange til når du er deprimeret, ked af det, fuld af virkelyst. Alle følelser findes, hvis blot du kigger langt nok ud.

- Stærk tekst og stærk musik har været vores første prioritet. Så jeg er gået efter at fremhæve de kvaliteter, der ligger i hver enkelt sang.

- Når man har den velskrevne lyrik, så har den jo hele fortællinger i sig.

- Hver sang har jo en dramaturgi med en begyndelse, et midterstykke og en slutning. Men vi har ikke altid taget det hele med. Vi har også set efter, om den havde en åbning mod en anden sang, så de kan komme i dialog med hinanden.  Så rent dramaturgisk har vi ladet sangene fortælle deres egne historier, ved at sætte dem sammen i en slags suiter, siger Jacob Schokking, som også lige vare-deklarerer sig selv og sit kendskab til sangskatten: Han er hollænder, men har boet i Danmark i mange år:

- Jeg er kommet som førstegenerations-indvandrer til den danske sang, men har kendt en del til højskolesangbogen. Når man har giftet sig ind i en præstefamilie, så er det svært at undgå. Og det er det samme  med salmerne. Jeg  har fra starten været orienteret – ikke velbevandret – i forhold til repertoiret, fortæller han.

Men hvordan er sammenhængen mellem de mange sange?

- Jeg henter fortællingen fra den ene sang til den næste. Der er en suite om kærlighed og erotik. Det handler om alt fra det mest fysiske til det ophøjede romantiske.

- Der er nogle få dialoger. Der har jeg så lavet det bespænd for mig selv, at de skulle hentes fra sangskatten, siger han.

Med andre ord: Alt hvad der kommer ud af munden på de optrædende af ord er sangtekster. Uanset om de bliver sunget eller ej.

- Ud over at arbejde med de mange sangtekster, så har jeg også haft et katalog af nogle interessante sætninger fra sangene, som var brugbare som replik-stof. Jeg har haft en hel sæk fuld af løsrevne sætninger, som jeg syntes var flotte og som jeg har kunnet bruge.

Men tilbage til sidste år og de to planlagte forestillinger med publikum:

- Vi havde planlagt to gennemspilninger med publikum. Men efter første gennemspilning kom trommeslageren og sagde ”jeg er lidt sløj”. Så sagde vi stop. Det var dog ikke covid-19. Men vi fik det afprøvet med fællessang, siger han.

Efter den første gennemspilning tog Jacob Schokking masser af noter, som han har brugt til denne sæsons udgave. Altså forslag til masser af de smårettelser, der er kommet til siden den færdige udgave sidste år.

- Denne gang er der brugt to uger på at lave genopsætningen. Den første uge med sang og prøver og den seneste uge i teatersalen. Så går vi i gang med at lave video-sekvenser til stream. Vi vil ikke live-streame det. Vi vil gerne producere lyden ordentligt, og det kan vi ikke, hvis vi kun har det ene forsøg, som live jo er.

- Vi har en live premiere 8. maj med det antal publikummer, der nu engang må være til stede. Derfra går vi i gang med at efterproducere nogle sessions i studiet. Vi trimmer lyden, så den bliver lækker til stream. Det bliver en kortere version.

- Jeg tror, streamversionen kommer et par uger efter premieren. Men det bliver ikke en konkurrent til live-forestillingen, for det bliver noget helt andet opleve det på teatret. Så det bliver to forestillinger produceret til hvert sit medie, fortæller Jacob Schokking.

 

Arkiv