Skip to main content
teater

Dramatikerkonkurrence i Hjørring

Det er syvende gang, at dramatikerkonkurrencen Dramatisk Debut afvikles. Men til forskel fra de tidligere år, kommer det denne gang til også at foregå i Hjørring.

Vil du opleve det, skal du sætte kryds i kalenderen søndag 9. januar.

Der er, som titlen også antyder, tale om en konkurrence for dramatiske talenter, og det er de tre finalister i den konkurrence, der nu sendes for løverne, for juryen og for publikum.

I alt har 40 manuskripter været med fra start. De konkurrerer om en førstepris på 100.000 kroner. Men det er vigtigt, at der også kommer publikum til konkurrencen, for publikummet skal være med til at uddele publikumsprisen på yderligere 15.000 kroner.

Til nummer to og tre i konkurrencen er der præmier på 10.000 og 5000 kroner.

- Det har været en utrolig spændende proces at dykke ned i de mange dramatikerdebutanters tekster, siger Ditte Bladt-Hansen, der er dramaturg ved Vendsyssel Teater.

- Der har været et alsidigt udvalg, som vi har forholdt os fagligt og kritisk til - men det er helt klart oplevelsen, at der er stor fantasirigdom og opfindsomhed iblandt deltagerne. Når det er sagt, synes jeg, at vi i juryen har fundet tre finalister, som repræsenterer noget ret forskelligt både i forhold til stil, indhold og dramaturgi. Nu er vi bare spændte på at præsentere publikum for finalisterne og afgøre resultatet af dette års Dramatisk Debut, fortsætter hun.

Det andet ben i konkurrencen er Teater V i Valby. Her kan man også opleve de tre dramatiske bud, og det kan man dagen før. Det er også på Teater V, at konkurrencen hidtil har fundet sted. Og på trods af, at der er tale om dramatiske debuter, så er der også tale om tekster, der kan føre vinderen langt. ”John Lennon er død”, som vandt for nogle år siden, endte med at vinde en Reumert-pris.

De deltagende manuskripter er lavet af Tor Lind, Sandra Mahmoud Lindquist og Henriette Katrine Lund.

Tor Lind deltager med manuskriptet ”Anne Frankenstein”. Det foregår i en nær fremtid, hvor godhed er blevet kriminaliseret. Men hvad gør man så, når ens datter udviser udpræget stor empati for andre? Tor Lind er uddannet operasanger med virke på begge sider af Øresund.

Sandra Mahmoud Lindquist har skrevet ”Oprah Winfry har alt, men ingen børn”. Det er en forestilling om at fravælge børn, men nok så meget om de forhold, der leder til den beslutning. Hun er uddannet skuespiller i Malmø i 2017 og har siden virket ved blandt andet Vendsyssel Teater, Limfjordsteater med mere og medvirker lige nu i tv-serien ”Fixer”.

Det sidste manuskript er skrevet af Henriette Katrine Lund med titlen ”Afbrudt samliv”. Det handler om Marianne og Carsten, der har boet sammen i 45 år, da hun rammes af Alzheimers. Hun er uddannet skuespiller. Hun har spillet Sheila i Aalborg Teaters opsætning af ”Hair” og til foråret kan hun opleves på Himmerlands Teater i ”Et dukkehjem – 15 år efter”. Hun er desuden sanger i et par bands.

Ved konkurrencen bliver de tre teaterstykker ikke opført med skuespillere, scenografi og hele pibetøjet. Der er tale om readings, hvor professionelle skuespillere læser op.

Arkiv