Skip to main content
musik

På det jævne

Var Morrison: "What's it gonna take?"

Dette er Van Morrison 43. album. Så lad os bare konstatere: Han kan ikke lade være. Han har udgivet omtrent lige så mange album som Neil Young. Og for begge gælder det: Skru lidt ned, sorter lidt mere. Og giv os guldet og kun guldet.

Rent tekstmæssigt er dette lidt tungt. Alle numrene handler om manipulation, løgnagtige politikere og hjernevask. Og det bliver altså lidt trættende. Især fordi det er skrevet i skyggen af corona - som jo heldigvis er ved at slippe herredømmet over os. Så dette er ikke et album, der skal nydes for teksterne. De er simpelthen for sorte, for anstrengende og for meget.

Rent musikalsk er Van Morrison dog tro mod sig selv og al den musik, han har lavet de seneste 50 år. Dette er ganske enkelt mere af det samme.

Det betyder på godt dansk: Masser af kor. Masser af Hammond-orgel. Masser af blæsere. Masser af gentagelser af omkvædet.

Det er ikke et album, hvor man finder nye udødelige hits. Jeg kan ikke umiddelbart pege på et nummer, som jeg har lyst til at spille i dagevis og nynne med på, når jeg står i badet. Der er dog flere rigtigt gode numre. For eksempel åbningsnummeret "Dangerous" og titelnummeret "What's it gonna take?". "Stage name" er bestemt også  til den bedre side. 

Men generelt er dette blot en lang stribe af numre, der ikke går over i historien. Især ikke når man har så mageløst et bagkatalog som Van the Man.

Van Morrison: What's it gonna take?

Udkom 20. maj

Arkiv