Skip to main content
kort og godt

Jazzpris, mirakler, filmtal, kunstrute og meget mere

Jazzpris

Den aalborgensiske jazz-kvartet Metroscope har vundet"Jazzkonkurrencen 2021". Det er en konkurrence for unge danske jazzmusikere op til 30 år, arrangeret af brancheorganisationen JazzDanmark, i samarbejde med spillestederne Huset i Hasserisgade, Jazz6000 og Jazzhus Montmartre.
Metroscope spiller moderne groove-orienteret jazz, med påvirkning fra bl.a. rock grooves og latinamerikanske rytmer. De sætter improvisation i højsædet og spiller udelukkende original musik, som de skriver i fælleskab.
Alle fire musikere i Metroscope er for nylig færdiguddannede som kandidater fra Det Jyske Musikkonservatorium i Aalborg. To af bandets medlemmer er stadig studerende ved konservatoriet, nu i den såkaldte solistklasse, konservatoriets højeste niveau. 

Se billede af Metroscope over artiklen.

Kunstværk

Viggo Steincke, Ove Bering, Peter Boesen og John Nørgaard har skabt et videoværk med titlen "Visolation - en skildring af tiden, som aldrig var". Du kan klikke her for at opleve det. 

Mirakler

”Livets små mirakler” af og med den verdenskendte komiske skuespiller, klovn – og billedkunstner, Paolo Nani, havde for nylig urpremiere på Limfjordsteatret på Mors. I denne uge kan forestillingen ses på teatrets filial i Thisted: Thisted Musikteater på Frederiks Torv. Det bliver dels som en aftenforestilling og dels som en formiddagsforestilling, hvor publikum efterfølgende kan få en snak med Paolo Nani.

I forestillingen møder vi en introvert, ensom tegner, der har lukket sig inde i sin egen lille boble i sit atelier – indtil den dag, hvor verden pludselig trænger indenfor. Paolo Nani laver tegningerne direkte på scenen, hvor de projiceres op på en storskærm og undervejs krydres med hans udtryksfulde kropssprog, mimiske timing og finurlige humor og ledsages af en række stemningsmættede musiknumre, der fuldender formsproget.

Forestillingen spilles onsdag aften og torsdag formiddag.

Læsning

Det er næppe nogen overraskelse, at to corona-nedlukninger har lokket folk til bøgerne, og forlagene har oplevet en stigning i omsætning. En lav stigning, men trods alt en målbar stigning.

Coronaen - eller blot den samfundsmæssige udvikling - har gjort danskernes læsevaner lidt mere digitale. På især ét område er der dog en kraftig stigning: Lydbøgerne.

Der er lavet en stor rapport om danskernes læsevaner. Den kan du læse på linket her.

- Bøger er vigtige brikker i vores demokratiske samtale, men nok så vigtigt kan de give et kærkomment afbræk fra de sociale medier og skærme, der konstant suger vores opmærksomhed og fokus, siger kulturminister Ane Halsboe Jørgensen om rapporten.

Filmtal

Ole Bornedals "Skyggen i mit øje" er den mest sete film i løbet af den seneste uges tid. Her er Top-10-listen over biografernes salgstal:

1. Skyggen i mit øje: 61.992 (1) - billedet

2. No time to die: 59.494 (5)

3. Margrethe den Første: 15.810 (7)

4. Venom - Let there be Carnage: 15.163 (3)

5. Dune: 10.497 (7)

6. Ternet Ninja: 8091 (11)

7. Boss Baby 2: 7334 (3)

8. Halloween Kills: 6042 (3)

9: The french Dispatch: 5338 (2)

10. The Addams Family 2: 5303 (4)

I parentes altallet af uger siden premieren. Tallene er opgjort torsdag. Og "Ternet Ninja" har nu rundet 908.000 solgte billetter.

Træer

Om et par uger tager De syngende Træer i Kildeparken navneforandring til De synge Juletræer”. Det sker 24. november. De syngende træer består af i alt 95 træer plantet af kendte sangere gennem de seneste mange år. 65 af disse kunstnere har indspillet julesange, og det er dem, man kommer til at høre.

De kunstnere, der synger julen ind i Kildeparken er blandt andre Beyonce, Marron 5, Mariah Carey, Paul Simon, Stevie Wonder, Sting og Tom Jones.

De fire adventssøndage vil der om eftermiddagen blive tændt omkring 350 levende lys omkring De syngende Juletræer.

Kunst

Der er mange gode grunde til at bosætte sig i Vendsyssel. En af dem er naturen. Og naturen har også tiltrukket mange kunstnere.

Det har fået Vendsyssel Kunstmuseum (VKM) og Kunstbygningen i Vrå til at lave otte foldere, der viser hen til de steder, der har inspireret landsdelens kunstnere. Folderne kan hentes på de to udstillingssteder, men der er mere derude, for de der snørrer vandrerstøvlerne og drager afsted.

Man kan for eksempel følge den allermest vendsysselske af alle kunstnere, Poul Anker Bech, til de steder, der har inspireret ham. Mange steder er der tillige skilte med QR-koder, hvor man kan få en ekstra fortælling.

For at blive hos Bech: Folderen om ham fører til blandt andet Rubjerg Knud og Råbjerg Mile.

Billetsalg

På Kunsten meddeler de, at de har haft den bedste oktober nogensinde. I alt 12.336 gik gennem billetlugen i løbet af måneden.

Kunsten er klar over, at de har et stort trækplaster i øjeblikket: Jens Haanings værk "Take the money and run". Det er værket med den tomme ramme, hvor der skulle være udstillet en halv million kroner. Men alene det værk forklarer ikke hele successen, mener man på museet. For siden museet genåbnede har det daglige besøgstal ligget 50-60 personer over det normale.

 

Arkiv