Tønder Festival, lørdag
Gentlemen’s Circle, Aysanabee og Graham Nash
Gentlemen’s circle er en af de faste traditioner på Tønder, hvor vidt forskellige sangskrivere sætter sig på scenen i telt et og viser, hvad de dur til.
Bare dem selv med en guitar og en forhåbentlig vedkommende sang. Og de andre lytter så med, falder måske ind og tilføjer noget. Det er sådan en slags festivalens lakmusprøve, hvor du ret nemt kan finde ud af, hvad du vil lægge øre til.
Måske når kunstneren spiller senere, eller du kan ærgre dig over, at ham eller hende nåede du så ikke denne gang. Selvfølgelig har festivalen også en Women’s circle, og den ligger fint henne i søndagsprogrammet.
Men tilbage til lørdag. På scenen sad tre canadiske kunstnere, Ariel Posen, Willie Stratton samt Aysanabee, fra creekstammen i Ontario, mens Irland var repræsenteret ved håndtrommespiller Liam Ó Moonlai og endelig var der texanske David Ramirez.
Den sidstnævnte imponerede med sin dybe gravrøst og sin historie om,
hvordan det var at vokse op i Austin, hvor hans bedste ven, en anden musiker, døde i en bilulykke. Åbenbart skingrende vanvittig og samtidig karismatisk. På niveau med Ernest Hemingway, ifølge Ramirez,
Hans musikerven indledte gerne et spillejob med at male en vaskemaskine rød, hvorefter han smadrede det med et baseballbat!
Mindet dannede udgangspunkt for en sorghymne – I´m not going anywhere. Refrænet blev gentaget igen og igen, for som Ramirez fortalte og troede på: -Vi er her stadigvæk, når vi dør. Vi er stadig en del af denne klode, så det er ligegyldigt, hvor du bliver begravet eller din aske spredt. Du er her stadig – lever i vore tanker og erindringer.
Aysanabee var nylig blevet skilt, og den oplevelse havde selvfølgelig også taget form af en sang, ”Loosing myself”, spillet imponerende virtuost og sunget med en stor, stærk stemme. Ham måtte vi ind og høre senere.
Ariel Posen kastede sig over den afdøde skotske sangskriver John Martyn (1948 – 2009) med nummeret ”Angeline” og fik det tætpakkede telt til frydefuldt at synge tre-stemmigt kor på verselinjen – It really don´t matter.
Tæt og nærværende var det med historiefortælling og sange fra Irland, Canada og USA. På den måde er dette improviserede sangskrivermøde en uadskillelig og vigtig del af Tønder Festivalens kerne-dna, hvor du får noget, du ellers aldrig ville høre eller komme i nærheden af.
Mødet med den canadisk-indianske sangskriver Aysanabee gav lyst til mere, og senere lørdag eftermiddag indtog han solo telt 1. Med numre som ”Howling”, ”Lost Ocean”, ”Into The Fire” og ”Near To Death”. Stor, stor stemme og virtuost guitarspil med alle ti fingre dansende samtidigt øverst på guitarens gribebræt flød tonerne, som en strømmende flod.
Måske ikke ulig den Aysanabee var ved at drukne i, da han sneskoklædt skulle krydse en tilfrossen elv i det allernordligste Canada, hvor han arbejdede i det øde skovområde. Og med nød og næppe reddede livet.
Sig navnet Graham Nash, og kender du bare en lille smule rockhistorie udløser det straks bandnavnet Crosby, Stills, Nash & Young – den sidste med efternavnet Neil.
En sand supergruppe der i 70’erne, som imponerede datiden med deres blide hippiehymner om fred og kærlighed båret frem at velklingende vokalkor.
Britiske Nash var en del af gruppen og er i dag 81… Så holder hans stemme stadigvæk. Svaret er ganske kort – nej. Men manden gjorde det nydeligt på akustisk guitar og keyboard, og omkring sig havde han to musikere, der udover at tage sig af henholdsvis elektrisk Fender og Hammond B3, også lavede udmærkede støttekor omkring Nash, når stemmen begyndte at skælve.
Det kræver mod at stille på den store Open Air-scene sådan helt enkelt i trioformat og synge gamle Hollies-numre og i øvrigt var stjernen ganske ukrukket og ligefrem. Sang et par sange dedikeret til alle, som var døde som følge af krigsvanviddet i Ukraine.
Og fik publikum til at råbe med på slagordene – No more war! ”Military Madness”.
Nash kom en overgang også sammen med og dannede par med sangskriveren Joni Mitchell, så selvfølgelig blev der også plads til hans ”Simple Man” om hans forelskelse i hende dengang.
Du skal jo være lavet af sten, hvis du ikke som minimum nynner eller synger med på klassikere som ”Only Love Can Break Your Heart” og ”Love the One You’re With” og ”Our House”. Især hvis du husker storhedstiden og gruppen dengang.
Stemmen fremstod stadig mere skælvende, som koncerten skred frem mod de to ekstranumre. Men manden skal have anerkendende nik for at stå frem nærmest solo, uden at skjule, at han stadig var tro mod sine gamle holdninger.
Velourblide sange med indbygget peace, love and brotherhood fra dengang, da ungdomsoprøret naivt troede, at det var det, der skulle til for at forandre verden.
Sympatisk tanke, sympatisk mand. Ikke nogen stor jordskælvsrystende musikalsk oplevelse, men et nydeligt bestået.
Foto: Arkiv
Gentlemen’s Circle, Aysanabee og Graham Nash, Tønder Festival, lørdag.