Skip to main content
Dobbelt op

To gange klaverstemmer-pris

Klaverstemmer Finn Møllers musikpris blev indstiftet i maj 2017, da den venlige mand med sans for det velstemte fyldte 70 år. Egentlig ønskede Møller sig havemøbler, men i stedet blev der i al hemmelighed samlet og dirigeret penge ind på kontoen, Klaverstemmerens Musikpris.

Det gik rigtig godt, og prisen målrettet mod musiske talenter i det nordjyske er foreløbig blevet uddelt tre gange – til guitarist og sangskriver Ginne Marker, 2018, jazzguitarist og komponist Casper Hejlesen, 2019, og korleder Liv Lund Poulsen, 2020.

- Vi skød prisoverrækkelsen i 2021, fordi det på grund af corona ikke var muligt at høre talenterne. Og samtidig var det svært at holde en egentlig prisfest med overrækkelse og prøver på, hvad de unge musikere kan, når de takker ved at spille live, siger klaverstemmer Finn Møller.

Men nu bliver der så prisfest med dobbelt op, hvor to gange prismodtager hver modtager 20.000 kr. Det foregår i Odd Fellow Palæet (reception kl. 13 - 17, lørdag 30. april) på Boulevarden i Aalborg og samtidig fejrer klaverstemmer Finn Møller sin tilstundende 75 års fødselsdag, 2. maj, Plus det udskudte 50 års forretningsjubilæum.

Faktisk åbnede Klaverstemmeren forretning på Vesterbro i 1969, men flyttede for 2 år siden til den nuværende adresse i Danmarksgade.

- Priserne går i år til to dygtige og ambitiøse musikere. I hver sin genre. Og med pengene giver vi de unge talenter mulighed for at dygtiggøre sig, siger Finn Møller.

De to prismodtagere er guitarist Mads Hau Jensen, 23 år, (2021) og cellist Marie Tranholm Bjerg, 19 år. (2022). Og vi tog en lille interviewsnak med dem.

Guitarist Mads Hau Jensen, 23 år, født og opvokset i Aalborg, begyndte at spille guitar allerede, da han var 3 år. Han er både beæret og stolt over at modtage prisen.

- Min far spillede guitar og jeg så på og forsøgte at gøre det samme, siger Mads.

Faktisk vendte Mads sin guitar den samme vej som han så far spille, og brugte så sin venstrehånd til anslag og højre til at klemme guitarstrengene. Og sådan spillede han faktisk i nogle år, også i børnehaven sammen med pædagogerne. Uden større besvær, da han er født venstrehåndet.

- Da jeg blev ældre, spurgte min far guitaristen Uffe Steen, hvad han nu skulle gøre ved det, og ja så fik jeg en venstrehåndsguitar.

Siden har han fået undervisning på Aalborg Kulturskole, i Talentklassen, på Klejtrup Musikefterskole, på

MGK og senest på konservatoriet.

Mads fik guitarundervisning på Aalborg Kulturskole, talentklassen, og tog sin sidste folkeskoleår, 10-ende klasse, på Klejtrup Musikefterskole, med efterfølgende MGK – musisk grundkursus, inden han søgte og kom ind på det rytmiske konservatorie i Aalborg, hvor han nu er ved at færdiggøre andet år.

- Jeg er vokset op med blues. Men senere er jeg så begyndt at interessere mig for jazz. Men jeg er ikke genreforskrækket, spiller i bluesbandet ”The Blue Notes”, men også gerne pop, pop-rock eller jazz.

Mads blev bidt af jazz på efterskolen og spiller i en række bands, fast medlem i Randers Bigband og afløser i Nordkraft Bigband. Han modtog i 2017 Aalborg Kommunes Kulturtalentpris.

Venstrehåndsguitaristen håber på, at blive udvekslingsstuderende efter sommerferien og har søgt ind på konservatorie i Malmø, Stockholm, Oslo, Rotterdam, Amsterdam og Haag.

-Jeg har ikke fået svar endnu, men jeg tænkte, at hvis jeg kommer ind, skal nogle af prispengene gå til ekstra soloundervisning. Gerne hos gode guitaristnavne som hollandske Jesse Wan Ruller eller norske Lage Lund.

Mads er også selv så småt begyndt at komponere og kunne godt forestille sig at udgive et album med eget materiale. Her ville prispengene også nytte og gavne.

- Fremtidsdrømmen er at kunne leve af at spille. Som sidemand i forskellige bandsammenhænge, men også gerne få mulighed for at spille mit eget.

Og så ved Mads endnu ikke, hvad han vil spille til prisoverrækkelsen. Men spille det vil han

Cellist Marie Tranholm-Bjerg, 19 år, fra Hobro, bliver færdig på gymnasiet og student her til sommer. Hun har søgt om at komme ind på konservatorium i København, Oslo og Malmø og er blevet optaget det sidste sted, hvor hun begynder på Malmö Musikhögskola til september efter sommerferien.

- Faktisk spillede jeg klaver og fik undervisning fra, jeg var 8 år. Men da jeg var 12 fik vi i folkeskolen besøg af cellisten Gunilla Odsbøl og hun spillede ”I skovens dybe stille ro” for os, og jeg blev betaget af celloens mørke, svulstige tone.

Marie blev medlem af Nordjyllands Ungdoms Symfoniorkester, tog 10. klasse på Orkesterefterskolen i Holstebro, hvor der er fokus på og alle spiller klassisk musik. Og bagefter kom hun ind på Mariager Fjord Gymnasium. Og har samtidig fulgt MGK-musisk grundkursus - i Aalborg.

- Jeg vil gerne købe en bedre cello, et bedre instrument for de 20.000 kr. Den jeg har koster netop det og fik mig ind på konservatoriet. Men skal du have en bedre koster den 3 til 4 gange så meget.

- Det er rigtig dyrt, hvis du skal have en specialbygget, men violinbygger Wolfgang Schmidt i København, vil godt tage min nuværende ind som udbetaling og så kan jeg måske få råd til en god cello til 60.000 – 80.000 kr.

Marie drømmer om efter færdiggjort uddannelse af få en fast orkesterplads som cellist. Men også gerne med mulighed for at kunne dyrke cellospillet i kammermusiksammenhæng.

- Jeg har svært ved at forestille mig en tilværelse som freelancer, og du kan så meget, få lov at spille så meget forskellig klassisk i et stort ensemble.

Ved prisoverrækkelsen har den unge cellist planer om at spille uddrag fra Bachs solosuiter for cello. Anden suites sarabande og fjerde suites præludium.

Med en lang række bidrag fra faste sponsorer vil Klaverstemmerens musikprisen på 20.000 kr. blive uddelt også i de kommende år. Og ja, så må Finn Møller findes sig i at han stadig ikke har fået nye havemøbler.

Reception

  • Reception for Klaverstemmeren, lørdag d. 30. april,  kl 13-17, Odd Fellow Logen, Boulevarden 20, Aalborg.
  • Bl.a. velkomst, tale med videre.
  • Prisoverrækkelse kl. 14, Mads Hau Jensen med liveoptræden
  • Prisoverrækkelse kl. 14.30, Marie Tranholm-Bjerg med liveoptræden
  • Livsværk, kl. 15.20, korsang, ved tidligere prismodtager korleder Liv Lund Poulsen.
Arkiv