Tomme tønder og Katie

Tønder Festival

Sebastian Wolff

***

Katie Pruitt

*****

Jacob Dinesen

***

Tønder Festival runder de femti i år, og programmet er som sædvanlig spækker med navne vi ikke er vant til at se på disse breddegrader. Ofte tilføjet det lokkende budskab – eneste danske koncert i 2024.

Og det er ikke altid lige nemt at komme ind og høre lige det, du allerede har forsynet med et hjerte på Tønder-appen.

Men selv om regnen havde dynget pladsen godt til, og græsset svuppede vådt under gummistøvlerne, var der godt fyldt i telt 2, da guitarist og sanger Sebastian Wolff præsenterede sit sideprojekt med at skrive numre, som der ikke er plads til i bandet Kellermensch.

Bas, trommer og to gange elguitar og uden videre lagde bandet ud drønende, storladent. -You know I’m tired of tears, sang Sebastian, mens den melankolske klagesang foldede sig ud under teltkuplen.

Her er godt med guitarrundgange, ganske ofte oppe i monumentale, basrundgange og trommer i et tungt og slæbende groove. En af sangene handler om en Mia fra Aalborg, men der bliver sunget på engelsk. Desværre så dårligt miket op, at du ikke kan høre eller forstå teksten.

”Easy Street” hedder et nummer, et andet ender i overgivent guitarkaos, med Wolff liggende på scenegulvet og med den manende tekst skrevet på ryggen af hans t-shirt ”Life will never last”

Så sandt, så sandt. Der er tryk på liggehønen i denne opvisning i melankolsk new rock. Men så heller ikke ret meget mere. En opvisning i introvert melankoli i form af mørktonede, gotiske sange.

Så er der en helt anderledes lyst og energi til faktisk at kommunikere og komme i kontakt med sit publikum, da den amerikanske sangskriver Katie Puritt, 30 år, går på scenen i et propfyldt Bolero.

Opdraget i en streng katolsk familie i sydstaterne, sprang Katie ud som lesbisk i en alder af 20, og har senere så i sit sangskriveri taget et gevaldigt opgør med sin familie samt ikke mindst dogmatisk og livsindskrænkende religion,

Hun åbner selv på el-guitar med et kompetent Nashville-band bag sig, endnu en guitarst, bas og trommer. Nummeret ”All My Friends” er fra hendes seneste album ”Matras” og det gynger saftigt og uimodståeligt.

Om at bryde ud og komme videre med sit liv – ”everybody’s hooked on something/second chanches are a second coming”. Her er numre tilegnet en tidligere kvindelig girlfriend, og Pruitt er selv i front for sit band på skiftevis akustisk og Fender.

Hun synger med en kæmpestor, klar stemme, kilderislende eller tordenvejrsbragende og har snart publikum i sin hule hånd, mens hun deler sine oplevelser med os.Om hvordan snærende religion og bornert fordømmelse kan skade mennesker.

Her er den fremragende ”White Lies, White Jesus And You” .og du kan høre hvert et ord hun synger – ”wakinn up in the middle og the nigth/someone you love is dying in your dreams”

Stærke tekster om at være opdraget strengt som pige og ung kvinde og så pludselig springe ud og mærke verden sprænges omkring en.

-I er det mest opmærksomme publikum, jeg nogensinde har spillet for, lyder der fra Katie. Inden hun og bandet trykker speederen helt i bund i nummeret ”Expectations”

”One day, you know we’ll both be dead/so why don’t we do some living?”

Og så den der stemme, der kan kravle helt op i det højeste og samtidigt krænge sig ud i vredt desillusioneret.

Her bliver også plads til et helt nyt nummer, ”If I Call You Mine”. Tyst. Tyst.

Tyst spillet solo af Katie på akustisk. Om hvor svært det kan være at give sig hen til en anden, når du stadig væk er ”heartbroken” efter at have trukket det mindste strå i et tidligere kærlighedsforhold.

Vedkommende tekster, gode melodier og et allerhelvedes dygtigt kompetent band. Mit hjerte, hvad vil du mere?

”Loving Her” får vi også – med den oprørske indledende sanglinje – ”If loving her’s a sin I don’t wanne go to heaven/No theres nothing up there I could need”

Hende og hendes band skal du gå ind og høre på den store Open Air-scene. I eftermiddag 13.45.

Her sluttede onsdag aften også med guitarist og sangskriver Jacob Dinesen, Sønderjyllands svar på Bruce Springsteen. Komplet med korsangerinder og stort band, tørisrøg og blåt lys. Masser af standardrock på engelsk, monotone sange uden bid og snert. Ambitiøst og stendødt.

Dinesen er jo en fremragende guitarist og sangskriver, men det der oppustede storformat dræber ham og gør hans sange underligt ligegyldige og udadvendt tomme.

Foto: Arkiv og privat

Tønder Festival, onsdag