Guitarmænd og Hausgaard

Gentlemans Circle, telt 1

****

Niels Hausgaard, Bolero

*****

Sidste dagen på årets Tønder bød på glimrende guitar, blåstemplet USA og UK, og samfundsrevser, sangskriver Niels Hausgaard fra det nordjyske.

Telt 1 var godt fyldt uden at være massivt proppet, da festivalens booker Maria Theessink tidlig eftermiddag bød velkommen til Gentlemans Circle. Med Matt Andersen, Erik Koskinen, John Smith og violinisten John Snowman og hans banjospillende makker samlet på scenen.

For sammen at udforske og gerne tilføje den enkeltes sangskriveri ny nuancer i fælles samspil. Det kræver en kapelmester, der ikke alene tør gå forrest, når det gælder improvisation.

Men som måske også har forberedt sig en smule. Sat sig ind i hver enkelt kunstners materiale, og ikke er bange for at styre. Jobbet tilfaldt denne gang amerikanske Matt Andersen, som lod Koskinen tage det første nummer – en bluesfarvet sang om incest og mord, talking blues, sejt sugende.

Glimrende. Britiske John Smith bød ind med en mordsang fra Dartmoore, inden violinist John Snowman rundede første runde i cirklen af med folkehelt og bankrøver ”Prette Boy Floyd”, som i 30-ernes USA under depressionen ikke alene stjal bankernes dollars, men også rev farmernes gældsbeviser itu.

Sådan gik det slag i slag, godt sangskriveri, godt guitarspil, men selve improvisationsdelen begrænsede sig mest til et par tilføjede buestrøg på violinen eller et par følsomme akkorder og bluesslide – især fra Koskinens elguitar.

Andersen bød ind med en antihad-sang, ”Talkin´ By My Back” – om alle de dickheads, som bagtaler og sviner én til på de asociale medier, og Koskienen med sin første kærlighedssang ”Who Is That Girl With The Red Dress On”. 

Men eftermiddagens virkelige stjerneøjeblik gik til John Smiths historie om, hvordan han mødte sin kone.

Vi måtte forstå, at det at spille roots og folk aldrig bliver big business, men en aften efter en job fik Smith stoppet en lap papir i sin baglomme, hvorefter en blondine løb væk. Han ringede til lappens telefonnummer, hun tog den ikke, men det gjorde hun senere og i dag er de gift.

”To Good To Be True” – en ganske passende titel. Når sangskrivercirklen er bedst er det netop, når den personlige historiefortælling går godt i spænd med sangene. Det gjorde det her, men ikke som en dirrende rød tråd gennem guitarmændenes vel forsigtige, improviserede samspil.

Ved aftensmadstid stod den 100 meter lange kø klar til at komme ind til sangskriver Niels Hausgaard enlige solo-show i Bolero. Skønt helt solo blev det ikke, hvilket et par ventende mikrofoner på scenen lagde op til.

Hva’ skal vi så’n sige om Hausgaards show? Og for øvrigt tillykke med fødselsdagen i dag, født 31. august 1944, 81 år.

Hausgaard var i veloplagt kamphumør på den karakteriske underspillede tø-hø måde, og hvis jeg kunne få en 20-er for hver gang, han siger – ”det er fantastisk” – ville jeg være ganske velbeslået.

De nye sange – eller skitserne til dem – fremstod på en gang enkle poetiske og samtidig sarkastiske skarpe. Med den der blanding af personlig ”hvorfor nu egentlig og kan det være nu rigtig" snusfornuft sat i rim og akkorder.

Men lige før første nummer slog Hausgaard myndigt fast, at skønt der er meget debat om, hvad man kan sige på scenen, så ville han styre uden om alt grimt.

- Der skal ikke være noget, man må ikke slå nogen ihjel, forsikrede han. Og så kom de første linjer i første sang – ”jeg ønsker ikke Netanyahu død, jeg ønsker ikke nogen død”. 

Men tænk så alligevel, hvor dejligt det ville være hvis hans forældre aldrig havde mødt hinanden. Halleluja. Så var vi lige som i gang.

Med små og store historier. Om far, der var på storvildtsjagt i Afrika og stolt ringede hjem for at fortælle, at han havde skudt en gnu. Men hvorfor, spurgte hans lille datter.

Vi kunne også forstå, at Hausgaard gik ind for at ulven vendte tilbage til det danske landskab. Han ville egentlig også gerne have lossen. Og den brune bjørn tilbage – og veltimet pause – Norge!

Sangerinderne Signe Svendsen og Sara Indrio blev pludselig ganske uventet for dem selv inviteret på scenen for at hjælpe med at synge kor, og det var dæleme ikke aftalt lige til den sang, kunne publikum både se og mærke på dem. Det anfægtede ikke Hausgaard

-Vil du ikke prøve at fortælle, hvordan det føles, Signe, drillede Niels. Kort pause.

- Hvis der er et publikum, jeg er tryg ved, er det Tønders, lød det fra Signe.

Hele showet ejede skitsens friskhed og var bestemt ikke blev øvet ihjel. Det gav kiks og småfejl, men også spontane grin og uforudsigelighed.

- Nu må jeg se om jeg spille den melodi, som vi har øvet sammen.

Og midt i det hele kan det så svirpe nådesløst. Når magtfulde mænd ikke forstår, hvordan det er at være svag og magtesløs.

Om Henrik Dahl, en af vore fremmeste filosoffer, der vil have 13-tallet tilbage. Om at blive ældre og om hvad der så venter. Måske bisættelse. Hausgaard havde været til mange.

- Den bedste måde at få en god anmeldelse på … det er at dø!

Vi kom omkring Borgernes Parti, Gaza og præsident Trump – en mand ude ære ude af stand til at lede noget som helst. Om den sidste hed det ligesom med den israelske premierminister Netanyahu, at det var mangel på kvalificerede vælgere, som demokratisk havde ført dem til magtens top.

Tænk på Grundtvig og højskolernes almendannende virke. Så der var brug for rigtig mange højskoler i USA.

Og så blev der rundet af med canadiske Buffy Sainte-Maries gamle protestsang ”Universal Soldier” med Svendsen og Indrio på kor.

Veloplagt, skarp og i god form.

Det var Hausgaard, når han passer sit job og spørger "hvorfor", når samfundslivets uforstand er ved at løbe løbsk.

Foto: Helle Andersen