Sortsynet og muntert

Blå Festival -Franske Trion

Et stort plus ved Den Blå Festival er selvfølgelig, at så mange af de bands og grupper, du kan opleve, er gratis. Så du kan sagtens satse på at få hørt noget, du ellers ikke ville have hørt, fordi du ikke kender det.

Eller fordi det rent genremæssigt falder uden for den genre og stil, du elsker at forkæle dine ører, dit hoved og dit intellekt med.

Det er ikke alt, som kører i 12-takters tung blues, og skulle du være i tvivl om det, så lad mig fortælle dig lidt om den svenske gruppe Franske Trion, der indtog bluesscenen lørdag eftermiddag.

Matti Ollikainen, piano, vokal, tekst, Viktor Turegård, kontrabas og Sand Sten, trommer, kom direkte fra Göteborg, og det var såmænd intet mindre end deres debut og første optræden på dansk grund, vi her var vidne til.

Matti Ollikainen spiller klaver, kraftfuldt svingende, som en blanding af Jerry Lee Lewis og Tom Waits, og synger på en gang både sortsynet og muntert om det her ene pokkers liv, vi er blevet givet på denne klode.

Der er tempo på klubjazzen, og det kan også forme sig som ren boogie woogie, mens vi bliver budt indenfor i et poetisk tekstunivers, der melankolsk og fortvivlet kredser om kærlighed, ensomhed og verdens almindelige uforstand.

Bag sig eller rettere ved siden følger kontrabas og trommer med, og det swinger uimodståeligt. Melodisk og intenst, og skønt de færreste på pladsen inclusive undertegnede altid forstod, hvad der rent faktisk blev sunget på scenen, fik trioen alligevel godt fat i publikum.

Det er sådan noget musik, du skal høre derhjemme på anlægget med et tekstark ved siden af – så er du interesseret musiknørd, så tjek dem både på Spotify og www.franskatrion.se.

Vi fik 20 numre fyret af på små fem kvarter, kun afbrudt af kortfattet ”Tack” mellem numrene, men publikum på de orange bænkerækker nød dette svenske wildcard.

Med numre som ”In i din famn”, ”En dårlig dag är också bra”, ”När du är på botten”, ”Tilbake i grått” og ”Med kärlek i alle fall” fik vi tegnet et selvironisk billede af munter livsfortvivlelse.

En dålig dag är också bra/Man lär sig vad man inte vill ha/Och kanske kan man också se/det med ett leende/Nån slags leende, lød det fra pianomandens ironisk bekendende svenske.

Personligt sangskriveri på højt plan. Det er sådan noget svenskan kan. Bare tænk på Cornelis Vreeswijk, Taube, Wiehe og Afzelius. Franske Trion gad vi godt høre en anden gang, gerne på et mindre spillested med en bedre lyd.

Foto: Lars Mørch.