Stjernestund i skønne rammer

Pro Musica - Guenot, Queyras, Sublet, Dahl, Stadlmaier.

Læs lige navnene igen - de er ikke særligt danske, måske lige "Dahl", der dækker over bratschisten Anna Dahl, der er fra Polen...

De fem musikere "af anden etnisk herkomst" spillede lørdag koncert under overskriften "En fløjte og mange strenge", arrangeret af Pro Musica, en sammenslutning af musikere, mest fra Aalborg Symfoniorkester.

Pro Musica har eksisteret i årtier og formålet er "at komme tæt på orkestermusikerne i mindre besætninger eller som solister i værker, der står deres hjerter nær". Det er da en win-win sag: symfoniorkestrets musikere får lov at udfolde sig som kammermusikere og publikum får en portion kammermusik nogle gange om året.

Man kan sige, at koncerten lørdag var Pro Musica med gæster; tre af de fem medvirkende er faste i Aalborg Symfoniorkester, én kommer fra Randers Kammerorkester og én fra Det Jyske Musikkonservatorium.

Omkring 50 % af musikerne i Aalborg Symfoniorkester er indvandrere og det er et sundt tegn. Især strygere fra Østeuropa er fremragende.

Det er sjældent at opleve en koncert, hvor tre ud af fire komponister var totalt ukendte for denne anmelder. Også fordi de alle var for længst afdøde. Men det siger noget om den kreativitet, der udfolder sig, når orkestermusikere går solo.

Ofte møder man helt ny musik eller gammel, ukendt musik hos Pro Musica. Faren kan være, at hvis historien allerede har dømt nogle ude, så er der nok en grund. Det bliver let til musikalsk arkæologi.

Her drejede det sig om den tyske komponist Georg A. Schneider, der skrev musik omkring 1800, lidt dusinagtigt, som vi kunne leve uden. Og så de to amerikanere Arthur Foote og Amy Beach, der hørte til omkring 1900, og begge var et godt bekendtskab.

Deres musik er ikke blot smuk, men viser også, at der fandtes en slags amerikansk impressionisme, formodentlig indført fra Frankrig, hvor den opstod netop i slutningen af 1800-tallet. For skams skyld spillede man en også kort kvintet af Boccherini, som de fleste klassiske musikfolk kender.

Et program af lidt blandet kvalitet, men de fem musikere gjorde, hvad de kunne, og det var slet ikke så lidt. Som udgangspunkt er det flot, at de har opsøgt værker for fløjte og strygere - dem kan der ikke være mange af.

Her hørte man fløjte med forskellige funktioner: som egentlig solist, som ledsagende instrument for andre og som ligeværdig med strygerne.

Det er ikke så meget andet at sige om udførelsen, at den på alle måder var fremragende, en stjernestund, der viste, at en vigtig kammermusikalsk egenskab er at lytte til de andre (hvilket de også gjorde med øjnene) for at få det bedste resultat.

De er alle aldeles glimrende musikere og på nationens vegne vover jeg at sige: tak fordi I kom til Danmark!

Slutteligt skal nævnes den lokalitet, man havde valgt. Det drejer sig om "Øvre Foyer", som efter min mening er det ubetinget smukkeste sted i Musikkens Hus.

Det er som om hele den arkitektoniske idé kulminerer her oppe under taget med blandingen af aluminium, glas og beton, et imponerende lysindfald og udsigt mod en blå himmel, der spejler sig i fjorden.

Øvre Foyer bruges ofte som en afløser for det, der kaldes Intimsalen - det virker helt forkert. I øvrigt er akustikken utrolig smuk og afbalanceret.

Foto: Evanthore Vestergaard