Iransk drama og SMS-opera

Operafestival

The Red Room - Teater Nordkraft, torsdag

Denis og Katya - Intimsalen, Musikkens Hus, fredag      

Opera havde sin storhedstid mellem 1600 og 1900. Ganske vist skrives der også senere - og i dag - værker, der kaldes opera, men i første og især sidste halvdel af 1900-tallet udfordres genren af nye former for hvad man mere meningsfuldt bør kalde "musikbåret scenekunst".

Aalborg Operafestival præsenterer mest traditionel opera, og er da også opstået i kølvandet på en eksplosiv popularitet for den slags, der opstod for 40-50 år siden og nåede til Nordjylland i 90'erne, hvor Aalborghallen lagde scene til gæstespil fra især østeuropæiske operahuse.

Sådanne hele operaer kan man ikke finde på Aalborg-festivalen; de fleste arrangementer bringer enten highlights på utraditionelle koncertsteder, arrangementer om opera eller hvor genren er i samspil med anden musik eller sager som bobler, kaffe, altaner og gadegøgl.

Dog finder man koncertopførelser af operetten "Den glade enke" og den italienske operakonge Mascagnis ret ukendte "Zanetto". Dertil så heldigvis to nutidige stykker musikbåret scenekunst.

The Red Room

På scenen 3 sangere, 3 musikere, 3 dansere og en dirigent; scenografien 100 meter gennemsigtigt rødt stof; næsten ingen koreografi - så har man den 50 minutter korte kammeropera "The Red Room", som havde danmarkspremiere torsdag i Teater Nordkraft.

Forlægget er en novelle af den anerkendte iranske 1900-tals forfatter Sadegh Hedayat og musikken er skrevet af den iransk/danske komponist Amir Mahyar Tafreshipour (f. 1974).

Det er en mytisk og mystisk fortælling om en rejsende, der i 30'erne i Iran får husly hos en excentrisk eneboer, hvis opførsel og udtalelser dækker over en dyb hemmelighed, der skræmmer og undrer gæsten.

Den tredje rolle - vandets gudinde - virker som en slags formidler, men alt forbliver uforløst og ender i et voldsomt mareridt. Det hele er meget kafkask i form og indhold, og bringer tankerne hen på black theater-traditionen.

The Red Room er på mange måder en moderne udgave af en klassisk opera, men kortere og mindre monstrøs. Musikken og teksten er på samme måde klassisk/modernistisk og karakteriseret ved samme knaphed som forestillingen i øvrigt. Den er fortættet, koncentreret og intim, typisk for det, der kaldes en kammeropera.

Det var den London-baserede operatrup Ensemble Fantomas, der stod for forestillingen. Fantomas kan det hele: scenografi, instruktion, koreografi etc. og solister og musikere er velanskrevne. The Red Room var da også inciterende og insisterende, meget velformet og veludført.

Der blev afholdt "pretalk" og "aftertalk", der gjorde samtalen om operaen længere end værket selv, og det kan man jo fundere over. Operaens sprog var engelsk, men man reklamerede med dansk oversættelse, som ikke var til stede.

Denis & Katya

På scenen 2 sangere og 4 musikere; scenografien sparsom: et bord og to stole; koreografi næsten ingen, væsentligst hele bagvæggen, der fungerer som skærmen på en mobil. Dét er rammerne for det 70 minutter lange drama "Denis & Katya", opført i Intimsalen, Musikkens Hus fredag.

Forlægget er den virkelige historie om to 15-17 årige, der i 2016, i den russiske flække Strugi Krasnye langt fra Moskva, er på flugt fra det russiske politi. De har gemt sig i et hus, som er scene for dramaet.

Angiveligt ender de med at blive skudt af politiet, men den officielle historie er at de begår selvmord eller skyder hinanden.

Det specielle ved denne Romeo/Julie-historie er, at den muligvis er dokumenteret på internettet. I hvert fald er omdrejningspunktet i operaen den måde, dramaet formidles på de sociale medier. Musikken er skrevet af den engelske komponist Philip Venables.

I en blanding af sang/tale, der ikke pausérer gennem hele stykket, dramatisk musik fra fire celli, og sms'er/kommentarerne på de sociale medier, der banker løs, også akustisk, på bagvæggen, føres vi gennem hele forløbet.

Der muligvis kun varer 10-15 minutter, men i formidlingen bliver længere, fordi det kommenteres af en journalist, en lærer, nogle læger, tilfældige teenagere på Whatsapp, venner, forældre etc. Alt sammen, som vi kender det så godt, manipulerer med virkeligheden, og folk kommenterer begivenheden uden selv at have været der.

Det er et stærkt drama, og betragter man det som en moderne "klassisk" opera ikke uden nerve og verve. Men man kunne jo have valgt at henvende sig til dem, det hele handler om: teenagerne.

Og så tror jeg, at det postmodernistiske tonesprog, der trods alt også er klassisk, går galt i byen.

Den glimrende tekstdel - eller libretto - mangler stadig sin komponist.

Den aktuelle version af Denis & Katya blev dog formidlet engageret og stærkt af professionelle danske sangere og musikere i regi af den eksperimenterende institution "Kind Of Opera".