Forsmået kærlighed i joggingtøj

Opera - “Werther”

Et af den europæiske litteraturs hovedværker, Johann Wolfgang von Goethes roman "Den unge Werthers lidelser" (1774), blev i 1787 omskrevet til operaen "Werther" af franskmanden Jules Massenet.

Historien handler om den unge Werther, der flygter fra by til land for at få ro, men oplever en stormende forelskelse i den skønne Charlotte, som dog holder sit løfte om ægteskab med sin forlovede Albert.

Det bringer Werther til selvmord. Et perfekt plot til en opera og lige som romanen blev operaen hurtigt populær.

Af Massenets knapt 30 operaer er det en af de mest kendte i dag - de fleste er gået i glemmebogen.

Fredag kunne man opleve "Werther" i Musikkens Hus. Det var Den Jyske Opera, der arrangerede sammen med Aalborg Symfoniorkester.

Operaen tournerer i hele landet frem til 11. marts. Foruden orkestret medvirkede fire sangsolister, hentet fra Georgien, Tyskland og Sverige. Philipp Kockheim havde instrueret, og Christopher Lichstenstein dirigerede. De to udgør DJO's kunstneriske direktion. Alt i alt altså en international affære.

Opera er en kompleks sag - med scenografi, koreografi, skuespilkunst, sangkunst og naturligvis tekst og toner.

Det sker ikke altid, at disse mange brikker falder på plads, medmindre man som Wagner laver det hele selv.

Jeg synes, librettoen er en bleg afglans af Goethes roman, og det bliver ikke bedre af, som i fredags, at man bringer en lidt for hverdagsagtig dansk oversættelse i display over scenen.

Scenografien bestod mestendels af en IKEA sofa, et Børge Mogensen skrivebord og et Philips tv.

Alt sammen indbygget i et kukkasseteater, der kun fyldte halvdelen af scenen, hvorved alt andet omkring kom til at forstyrre.

De sanglige præstationer var derimod imponerende, og det er jo dem, der skal bære en opera igennem.

De fire solister var skarpe og klare både sangligt og dramatisk. Der var en fin balance i koreografien - de voldsomme følelsesudbrud kan ellers let overdrives:

Naturligt nok havde Werther og Charlotte mest at lave og blev skubbet mere frem scenisk med deres stærke, fyldige stemmer.

Men generelt var der jævnbyrdighed mellem de fire solister, og især deres indsats gør operaen seværdig.

Problematikken i Werther vil altid være aktuel - jeg synes ikke, forsøgene på at skabe en slags nutid lykkedes. Det er ikke nok at iklæde sangerne jeans og joggingtøj.

Jeg foretrækker enten helt klassiske operaer eller (og især) moderne musikdramatik, som Den Jyske Opera også gør glimrende i. DJO er langt mindre altmodisch og mere kunstnerisk eksperimenterende end storesøsteren på Kongens Nytorv, som "Werther" i øvrigt når i marts.