Skip to main content
CD

Jazz i farver

Thomas Fonnesbæk & Justin Kauflin: ”Standards”

Du bemærker det straks, når du åbner papcoveret til cd’en – selve cd-skiven er farvet i alle regnbuens farver, som glidningsløst flyder over i hinanden.

En subtil reference til at både bassist Thomas Fonnesbæk og den blinde pianist Justin Kauflin har synæstesi – altså at de opfatter musik som farver, når de spiller. Det gør noget helt specielt ved deres samspil og ikke mindst improvisation.

Fonnesbæk & Kauflin

Sådan som det var at høre, da de to gav en uforglemmelig koncert i Jazzcentret i Aalborg tilbage i februar 2019. Kauflin var sat på programmet igen i år – samme sted her sidst i september, men måtte aflyse p.g.a. Covid-19 restriktioner, der forhindrede ham i at flyve til Danmark.

Så er det godt, at pladeselskabet Storyville har udgivet ny cd, en duo-indspilning med de to – den danske kontrabassist og den amerikanske pianist. Indspillet i pauserne i Göteborg i juni 2017, da de to arbejdede sammen på albummet ”Synesthesia”.

Ni standards – fra ”Bouncing with Bud” til “It’s All Right with Me” med en samlet spilletid på næsten en time. Egentlig skulle de slet ikke være udgivet, for Fonnesbæk og Kauflin brugte de kendte melodier i en slags gensidig fri leg for at lære hinanden at kende musikalsk. Finde frem til et fælles formsprog.

På et tidspunkt overvejede de to faktisk at slette optagelserne. Sådan gik det heldigvis ikke. For det er frisk fra fad, her-og-nu improvisation over kendt og elsket materiale, og ganske som at høre en live-koncert a la den, vi blev snydt for.

Justin Kauflin

Justin Kauflin, 34 år, hører til i jazzpianisternes topelite, hans anslag og rytmiske fornemmelse er præcis og elegant og fuld af dristige improvisationsideer. På en gang kraftfuldt og samtidigt afslappet tjekket. Og ikke at forglemme soulfyldt i hvert et anslag og lynende hurtige løb.

Hans spil går fint i spænd med Fonnesbæk, der rent melodisk og harmonisk kan minde om salige Niels-Henning Ørsted Pedersen (1946 – 2005), men Fonnesbæk har også sin helt egen forfinede teknik og en sublim rytmefornemmelse.

”Standards” er hørt med disse ører i mesterklasse. Der kan gå lidt udflippede freejazz-unoder i den, men hør så de tos geniale fortolkning af Monks ”Round Midnight”, og alt er tilgivet.

De hører musik som farver

  • Thomas Fonnesbæk & Justin Kauflin:
  • ”Standards”
  • Storyville
  • storyvillerecords.com
Arkiv