Du kan høre det helt ude på gaden, hvor bordene til udendørs servering står tomme. Her i Aalborgs værtshusgade nummer uno, Jomfru Ane. En råkold onsdag aften, hvor jazzen strømmer ned ad trappen fra baren El Mundo – det gamle Gaslight.
Oppe på førstesalen er der levende lys. Her er dunkelt, livlig snak, smarte chicks og cool cats – du føler dig som hensat til en farverig scene fra den nye spillefilm om sangerinden Billie Holiday.
Men musikken her er ikke indsmigrende strygerbaseret, men up-tempo jazz med tenorsaxofonisten Uffe Markussen i front for sin fem-mands gruppe. Trommer, bas, klaver og ved siden af Uffe en ung trompetist, der kan sine ting.
- Sidste nummer før pausen, bliver ”Dolphin Dance” – en Herbie Hancock-ting, og ja, vi har jo også delfiner her i Limfjorden.
Skolelærersønnen Uffe Markussen boede i de gule blokker, mens jeg boede i de røde. Hjemme i Frederikshavn. Vores egen Jakob Mygind har engang fortalt, hvordan han bare vidste, at saxofonen var hans instrument første gang, han fik sådan en i hånden, da han besøgte Uffe.
Markussen flyttede tilbage til det nordjyske, da han forlod Radioens Big Band og gik på efterløn. Han vil være kendt fra mange jazzsammenhænger fra Six Winds over egne ensembler, i dag Uffe Markussen 5, og ikke mindst sit aktuelle spillejob hos Nordkraft Big Band.
Nu står han her fløjlsjakkeklædt, hvidhåret og blæser smukt. Vital, flydende og artikuleret tenor med mange års erfaring og knowhow. 70 år og i godt selskab med de unge løver fra konservatoriet.
Pianisten har fint tempo, er iderig og i flow, og bassisten Kenneth Dahl Knudsen, bassen fra Arden, ligger stabilt som en tøffende muslingekutter i Limfjorden.
I pausen småsnakker jeg med Uffe og får rettet, at hans far ikke var politibetjent, som jeg troede, men hvordan er det ellers at spille med de unge?
-Der er så meget talent, og det er blevet en helt anden scene heroppe i løbet af et par år. Konservatoriet tiltrækker masser af unge. Så nu kan du gå ud og høre live jazz på højt plan.
Efter Markussens åbningssæt er der åbent for jam, men Uffe regner ikke med at få gang i tenoren mere den aften. Sønnen med kone, børnebørn med mere kommer på besøg i morgen hjemme på gården, så han må sætte kurs hjemover.
Andet sæt går i gang med ny konstellation. Bassisten er italiensk og har lånt Kenneths kontrabas, og det swinger sødt og mørkt. Trompetisten flintrer afsted i bedste Dizzy Gillespiestil, mens Matias Fischer på trommer både svæver og er åben for leg.
Pludselig bryder bassen ud i en solo, og ender med at spiller polyrytmisk med klaverbokseren, hvis fingre elegant edderkoppe-hopper på de sort hvide tangenter.
-Jan, må jeg være med, lyder det fra en siddende gæst. Efter første nummer.
Et bekræftende nik, og endnu en ung musiker indtager scenen med sit horn. Det koger på baren El Mundo, også i kraft af alle de unge udenlandske studerede. En bassist fra Italien, en sax fra Litauen. Alle bidrager med nysgerrig spilleglæde.
Du kan virkelig tale om kulturel berigelse indenfor en ramme – lad os kalde det jazz. Improviseret musik spillet af unge – for hvad skal man ellers give sig til sådan en kold onsdag aften, når du er ung studerende i en fremmed by?
Hvad går den i? E-mol. Det er her, du oplever musikken blive skabt i et åndeløst her- og-nu nærvær. Helt tæt på, når bassisten bøjer sig hen over det opretstående, fanger pianistens blik og vender tempo og musik i en anden retning.
Det øjeblik, hvor du oplever, at loftet løfter sig, og musikken frisætter sig selv.
Og bagved spiller Kenneth Dahl Knudsen en stor organisatorisk rolle, som underviser på Kons., indpisker og dynamo i forsøget på at få Gaden til at jazzswinge.
Så tjek lige El Mundo ud – gratis jazz, hvor du sagtens kan få råd til en drink eller to. Go for it!