Klubben for os alle sammen

Folkeklubben: ”Børn af den tabte tid”

Folkeklubben er i al stilfærdighed ved at overtage den folkelige populærmusiktrone, som Kim Larsen så ubestridt sad på indtil sin alt for tidlige død, 30. september 2018.

Ikke fordi du skal forvente en ny ”Kvinde Min” på det nyeste udspil fra de tre spillemænd - sangskriver og guitarist Kjartan Arngrim, førsteguitarist Rasmus Dall og percussionist og multiinstrumentalist Rasmus Jusjong. Skønt jeg gerne tror, at Kjartan drømmer om at skrive sådan en hyldest til kvinden.

Men siden de først hittede med ”Fedterøv” har de med stor musikalitet og sproglig snilde formået at holde fast i den personligt farvede samfundskritik og samtidig tilføre deres sange almenmenneskelige erfaringer og oplevelser.

De tre drengerøve stillede oprindelig med frisk gå-på-mod, to guitarer og en uortodoks percussionist, og vandt danskens hjerte med deres ligefremme attitude og musik, som kombinerede folkelige visesang med rock og popelementer. Ganske anderledes og forfriskende.

Albummet her forsætter linjen fra ”Sort tulipan” med fokus på det personlige, kombineret med et godt kritisk øje til, hvad der sådan er gang i ude i samfundslivet. Tilsat strygere, elektroniske programmeringer og reallydsoptagelser uden at det luftige, enkle og transparente lydbillede bliver overlæsset.

Det åbner ganske lavmælt med ”Mellem aldrig mere og ikke endnu”, en indadvendt sang du kan høre, som en dialog sat i tekst og musik mellem et par, en kvinde og en mand, der prøver at finde ud af, hvor de er henne lige nu i deres forhold. Underspillet og smukt tilføjet Dalls klokkeklimtende guitar

Du skal faktisk ved første gennemlytning hen til nummer tre ”Tranquebar”, før Folkeklubben sætter fut i popfesten med deres lalleglade ba-ba-ba refræn. En charmerende og længselsfuld besyngelse af en tid, der var en gang – ”ses vi søndag, en sommernat, hvor verden venter”, komplet med at en lille effektiv rock’n’roll solo fra Dalls elguitar. Come on, come on…

Titelnummeret ”Børn af den tabte tid”, er et lille generationsportræt af dem, der voksede op før internet, sociale medier og mobiltelefoner ændrede vor vestlige verden mere radikalt end to verdenskrige. Selvransagende og en smule vemodigt tilbageskuende - åh-var-alting ikke bedre dengang, da vi slog Sovjet 4-2 i Idrætsparken.

Det er et album med 12 numre med en samlet spilletid på 40.41, der ved gennemlytning efter gennemlytning folder sig stadigt mere berigende ud.

Folkeklubben er for alle, som er til gadedrengefløjtende, ukompliceret musikalsk nærvær. Lyt bare til ”Gaden” med sit aha-ahaa-ahaa om at være turnerende band på vej op og være alt for meget væk hjemmefra og så alligevel lykkeligt kunne konstatere ”vi har lavet flere børn, end vi har lavet penge”.

Sangskriver Kjartan Arngrim er jo en belæst mand og her er både litterære, historiske og filosofiske referencer, men de bedste af hans sange bliver ikke blytunge tvunget til jorden af det. Men får vingefang.

Blandt favoritterne hører ”Til hver og en” med sin raske strygerindledning, koklokke-percussion og muntert gadedrengefløjt. Den gynger afsted charmerende og uimodståelig. Sangerens egen datter Mo får lov at synge lillepigekor på ”Som helte”, der også er sådan en sej, smårockende folkeklubhymne – om at tro på, at livet også kan blive friere og mere, hvis vi skrotter mørket og de mørke tanker.

Folkeklubben er ikke jubeloptimister, men synger og spiller om det vi alle sammen godt inderst ved …

Det kan se mørkt og trist ud, corona, minkdød og en Trump, der tror, at han kan bedrage hele verden med fake news, men alligevel er der håb:

”Vi ku, vi ku blive som helte/lykkelig som den kun himlen kan nå/lad os synge de sange/mørket holder som fange”.

Foto: Søren Lynggaard