Små hundrede forskellige bands på fem scener, 4800 frivillige, og bagved en stor velsmurt maskine, der skal sørge for, at Nibe Festival 22 kommer sikkert over målstregen, så både publikum, musikere og bands rammer hinanden og får en god oplevelse.
I spidsen for det hele finder du talsmand og festivalleder Peter Møller Madsen, 59 år, der har været med i 37 år. Siden den første festival i Nibe løb af stablen i 1985.
- Dengang sørgede jeg for pressekontakten og var i øvrigt sådan en slags alt-mulig blæksprutte. Pressemeddelelser blev skrevet på en gammeldags skrivemaskine og først senere blev der råd til en elektrisk og telefax.
Peter Møller, ganske letkendelig med solbrillen kørt op i den efterhånden grånende hårmanke, er stadig festivalansigtet udadtil og ansvarlig for marketing, annoncering og pressekontakt. Og selvom tiden er en anden, og rettepapir og slettelak for længst er smidt ud, er han stadigvæk lige forelsket i sin festival.
- Sådan en festival er båret af en kæmpedynamik. Det er både legeplads og arbejdsplads. Det er mit liv, det er min identitet, jeg er afhængig af den.
Udover pr har Peter Møller også siden midt-90’erne stået for booking af kunstnere og musik til festivalen. Organisatorisk er festivalens daglige ledelse formet som en flad top, der udover Peter Møller består af Thomas Larsen, bestyrelsesformand, personaleleder, samt Anders Kristensen, daglig ledelse, billetsalg, økonomi m.v.
- Vi er en stærk trio. Selvfølgelig med at vist overlap, når her-og-nu problemer skal løses. Så de 4800 frivillige altid ved, hvor de kan henvende sig, og at alt kører.
Da musikbooker Jan Sandberg i 1996 stoppede overtog Peter Møller midlertidigt jobbet som booker, men har siden beholdt det. Festivalen har altid været god til at præsenterer et solidt program af danske navne, men også med plads til større internationale.
En bookingstrategi, som balancerer mellem kunstnerisk kvalitet og det overraskende og samtidig skal sørge for, at økonomien hænger sammen.
- Vi har en tradition for at præsentere det danske. Give vort publikum det, de gerne vil have, men samtidig vil vi gerne præsentere noget særlig og nyt, som de ikke vidste, at de gerne ville have.
På den måde mener Madsen, at den amerikanske hip-hop gruppe Black Eyed Peas, dannet i midten af 1990’erne, er et eksklusivt navn, i øvrigt kun med dansk optræden på Nibe og aktuelle med nyt hit ”Don’t You Worry” med Shakira og David Guetta.
- Selv om du måske er et stort internationalt navn, er det ikke ensbetydende med, at de passer til vores festival.
- Vi vil gerne præsentere dem, nogle gange lykkes det så publikum og kunstner finder hinanden. Sådan som jeg tror, at canadiske Carly Rae Jepsen vil og kan.
- Andre gange slår vi en skævert
Nibe Festivalen har i år fem scener, en ny Grøn scene er kommet til på ungdomscampen. Den har holdt flyttedag fra engen nede foran Skalskoven, hedder nu Camping Øst og ligger nu ved Skalhusene, hvor der er bedre pladsforhold og som noget nyt, også købmandsbutik.
Luksuscampen, nu kaldet Camping Vest, er udsolgt og har nu overtaget engområdet.
Så festivalens oprindelige fire scener, Stor, Blå, Reservatet og Den lille Fede, har nu fået en lillesøster i form af Grøn Scene, hvor der også er daglige optræden udenfor det egentlige festivalområde.
- De bands, vi præsenterer, skal være udadvendte. De skal ville festen, de skal ville et publikum. Det dur ikke med et indadvendt indieband, iført islandske sweatere, hvor guitaristen står med hovedet inde i sin forstærker. Selv om vi da også har nogle af dem.
- Det går ikke – ikke på en jysk festival. Folk er kommet for at have det sjovt, få et afbræk i hverdagen.
De nye nordjyske up-coming navne har også fået plads på årets festivalprogram, på Den lille Fede. Navne som Måneland, Vilma, Vingard og Ginne Marker, der senest varmede op for guitaristen Eric Clapton på Royal Arena.
- Dem glæder jeg mig til at høre, hvis det bliver muligt, for sådan er det også at være festivalleder … du får hørt alt for lidt musik, når festivalen er i gang.
Vor festivalblæksprutte glæder sig til gengæld dagligt hver morgen, når festivalen kører, og han og de andre teamleder mødes for at drøfte. hvordan det går. At mærke at alle på trods af uenigheder, bekymringer og frustrationer er indstillet på at ændre, det der skal til her og nu, så festivalen fungerer optimalt, som den skal.
- Eller når jeg står på pladsen og hører og mærker, hvordan en kunstner og publikum går op i en højere enhed. For nogle år siden var det musikduoen Ukendt kunstner, hvor jeg oplevede, at folk sang med – ikke bare på et nummer, men på alle sangene.
- Så er det bare sån – wauw, det er for vildt!
Hovednavne på årets festival er bl.a. Black Eyed Peas, Carla Ray Jepsen, Tom Jones, men Møller glæder sig også til Benjamin Hav og de nordjyske vækstlagsband.
Tjek program: Nibe 2022.