Soulstjernen og livvagten

Musical/show - ”The Bodyguard”

Alle - eller næsten alle-  kender filmen ”The Bodyguard”. Du ved den med Kevin Costner og den nu afdøde soulpopstjerne Whitney Houston (1963-2012), død 48 år gammel.

Hvor Coster spiller den hvidskjortede, korrekte livvagt Frank, der skal beskytte den smukke sangerinde Rachel mod en pervers stalker, som ingen rigtig ved hvor slem er. Men han er i stand til at komme rigtig tæt på og stjæle hendes guldlamékjole fra garderoben.

Med Coster som livvagten, der ikke kunne lade være med at sende ømme Bambi-øjne efter den veldrejede Whitney Houston, der til gengæld kvitterede med en overdådig, stormforelsket tolkning af Dolly Parton-nummeret ”I Will Always Love You”.

Den film og soundtracket med sin soulpoppede sange svøbt i opulente strygere strøg lige ind i alle romantiske hjerter og røg til tops på alverdens hitlister.

Det er sin sag at forvandle sådan en monstersucces til musical.

Bare tænk på Houstons gåsehudsfremkaldende og sensuelle stemme med et register og en dybde, der får de fleste andre sangerinder til at ligne ganske beklemte sangfugle.

- Houston, we got a problem. Hvis du har det mindste kendskab til USA’s raketkapløb med Sovjetunionen i løbet af 60’erne og fremad, vil du genkende den tørt konstaterende bemærkning, når noget teknik var ved at bryde sammen deroppe i den amerikanske rumkapsel.

Men lad det være sagt med det samme – denne danskproducerede udgave af ”The Bodyguard” kan vi kort karakterisere med et – ”Houston, we don’t have a problem”.

I sangerindehovedrollen gør Andrea Lykke Oehlenschlæger det glimrende, synger med en smidig, stærk vokal og fornemme fraseringer.

Hun kan sin Houston og ikke mindst har hun the looks, så du godt forstår, hvorfor sikkerhedsvagten Frank i form af den afdæmpet spillende Johannes Larsen falder for hende.

Du vil også blive blæst bagud, når Lea Thiim Harder som Rachels lillesøster Nicki griber mikrofonen og med dybere og saftkraftig dybde giver de store pophits stemme. For det er jo i virkeligheden dem, vi er kommet for at høre og så pyt med, at skuespillet og handlingen sine steder ganske dilettantagtigt hakker sig lidt frem.

Det ville ikke skade, hvis replikkerne en gang imellem blev fremsagt, som om de virkelig var ment.

Men ellers er det et flot show med videoscenografi på glidende megaskærme, der sejler over og rundt på scenegulvet med både opulent lysshow af Las Vegas typen og intim natklubstemning. 

Imponerende lyssat, med masser af veltrænede, smidige dansere, og det åbner som forventet med et dronebrag og dansenummeret ”Queen of The Night”. Disco og poppet soul i smuk forening. Tempoet er godt skruet med heftig guitar og trommeslageren helt fremme i skindet.

På højde med soul-udladningerne i filmens univers kommer vi ikke. Men mindre kan også gøre det, og Andrea Lykke Oehlenschlæger gør det bedre end nydeligt i rollen. Men der har sikkert siddet mange blandt publikum, der fik lyst til at synge med på hits som ”How Will I Know” og ikke mindst ”Saving All My Love for You”, hvor Lea Thiim Harder virkelig fik fat i os med sin soulstemme.

Rammehistorien om stalkeren – spillet af en muskuløs David Owe – der jo både giver Frank sikkerhedsvagt jobbet og via hans mandevenskab med Rachels søn, Fletcher, også åbner op for kærlighedsromancen – fungerer ikke altid lige godt i musicalversionen. Så det kommer lidt brat og uforståeligt, at han lige pludselig bærer Rachel bort og i sikkerhed under ”Mayan Medley”.

Til gengæld giver Andrea og Lea den fuld gas i ”Run to You”, og så er der meget sødme og forventning i karoke-scenen med Rachel og Frank på deres første date, hvor der bliver sat et effektivt punktum for første akt med en powerstærk ”I Have Nothing”.

Anden akt kører stilsikkert videre med en fornem ”I’m Every Woman” fint kombineret med et hæsblæsende danseoptrin.

Vi får ”Run To You” endnu en gang, her er hjemlig gospelhygge og hengivenhed i ”Jesus Loves Me”, inden tempoet bliver skruet op med ”One Moment in Time”.

Og selvfølgelig den uimodståelige showstopper ”I Will Always Love You”, hvor Andrea Lykke Oehlenschlæger i blå kjole og ligedan stjerneglimtende baggrund satte et stærkt vokalt festfyrværkeri ind.

Nu vi ikke længere har Whitney iblandt os, kan vi opleve hende som musical.

Filmens seks sange er her blevet udvidet med mere end 20 af hendes hits – numre som foruden de førnævnte tæller ”Greatets Love of All”, ”So Emotional” og selvfølgelig her som ekstranummer med bandet live og alle på scenen ”I Wanne Dance With Somebody”.

Der var det lige før, at vi glemte alt om mundbind, covid og omikron og bare havde lyst til at synge med for fuld udblæsning. Showtime!