Skip to main content
Portræt

Den faldne engel

Sangerinden, sangskriver og skuespiller Marianne Faithfull fylder 75 år i dag. Hjemme i London, genforenet med den søn, hun mistede forældreretten over i de vilde stof- og alkoholdage i selskab med Rolling Stones-forsanger Mick Jagger, som hun var kæreste med fra 1967-1970.

Født 29. december 1946. I Hampstead, London. Far var lektor ved London University, mor østrigsk baronesse, langt ude i familie med Leopold von Sacher-Masoch. Du ved manden, der lagde navn til masochismen. Faithfull gik selv på St. Josephs Convent School i Reading, til hun var 17 år.

Året efter, da hun fyldte 18 i 1964, blev skolepigen fra nonneklosteret opdaget af Rolling Stones-manager Andrew Loog Oldham, og gruppens to frontfigurer, Jagger og guitaristen Keith Richards skrev nummeret og hittet ”As Tears Go By” til hende.

I 1965 blev hun skilt fra galleriejer John Dunbar, kort efter at have født deres fælles barn, sønnen Nicolas. Faithfull blev i løbet af 60-erne introduceret som en lidt formløs blanding af folke-og popsangerinde, men fik alligevel et stort publikum.

Men det var et nummer som ”Sister Morphin”, igen skrevet af Jagger/Richards og mindst hendes tolkning af den i 1969, som skilte hende ud fra andre sangerinder. Når selvoplevet, bitter erfaring tydeligt skinnede igennem i sangforedraget. Et accelererende stofmisbrug og selvmordsforsøg gjorde hende i lange perioder inaktiv på musikscenen i 70’erne.

Hun slog op med Mick Jagger i 1970, forsøgte forgæves at genvinde forældremyndigheden over sin søn, og derouten startede for alvor. Heroinafhængig levede hun i flere år på gaden i London, når hun ikke som aktiv husbesætter skaffede sig tag over hovedet i kortere perioder.

I 1979 kommer det skelsættende album ”Broken English”. Et kommercielt succesfuldt album, men også et gennembrud for Faithfull som sangskriver. Sange, der tegner billedet af en moden sangerinde, med modet til og i stand til at udtrykke både vrede og følsomhed, så det gik lige ind.

Siden er der kommet mange albums. Faitfull har været omkring både cabaretens Kurt Weill, jazz og blues. Men det er især ”Broken English” med sin nådesløse udlevering af eget liv, men også en bitter coverversion af Lennons ”Working Class Hero”, hun igen og igen er blevet målt med.

Senest udsendte hun i 2018, ”Negative Capability”, album nummer 21, med hjælp fra PJ-Harvey producer Rob Ellis og Nick Caves soulmate, musikeren Warren Ellis.

Stemmen står stærkt, slidt og med de karakteristiske knæk, og det er, så du kan høre hvert et følelsesladet ord i sange som ”The Gypsy Fairy Queen” og ”In My Own Particular Way”. Og såmænd om ikke også hittet fra 1964 – ”As Tears Go By” er med i en langsom, nærmeste hypnotisk fortolkning. Cirklen er smukt sluttet

Efter at have boet mange år i Paris er Marianne Faithfull tilbage og bor i London. Og har kontakt med sin søn og hans børn. Men det er tvivlsomt, om vi nogensinde kommer til at opleve hende synge igen.

På grund af eftervirkningerne efter at have haft covid 19 i 2020 har hun mistet sin stemme, går til ugentlig sangtræning og kæmper for at genvinde sit helbred.

Og så skulle der være en film på vej om hendes liv og kamp for at finde sin egen vej – gennem stof- og alkoholmisbrug, masser af mænd og affærer samt flere ægteskaber end det er muligt at tælle på en hånd, men altid musisk i kontakt med det banebrydende og anderledes.

Filmen skulle angiveligt bygge på hendes selvbiografiske bog af samme navn fra 1994. Hvad filmen skal hedde? Det samme som bogen: ”Faithfull”.

Arkiv