Musik og anden kunst

Koncert - Waves Up North, søndag og onsdag.                                                                                        

Ny musik-sammenslutningen Waves up North arrangerer hver sommer fire koncerter på Nørresundby Rådhus som en del af Vendsyssel Festival, der dermed får tilført dels en sydlig flanke, dels et skud samtidsmusik, som ellers savnes hos VF.

Hertil er der tale om nye koncertformater, hvor Waves up North inviterer andre kunstarter ind og bestiller musik hos danske og udenlandske komponister. Det er ret imponerende.

Søndag kunne man opleve spansk/danske Elena Medina, der spiller det sjældne instrument theorbe. Medina er guitarist og lutenist, som ud over sin koncertkarriere underviser på Vejle Kultur- og Musikskole.

Hun er uddannet i Sevilla, Barcelona, Aarhus og Odense og hun ikke blot spiller de gamle strengeinstrumenter, men dykker ned i deres historie. Theorben er et tidligt medlem af lut-familien, der også fostrede den moderne guitar. Theorben har hele 14 strenge i forhold til guitarens seks.

Man kunne spørge, hvorfor der skal skrives ny musik for et instrument, der havde sin storhedstid for 400 år siden og næsten er glemt.

Theorben var da også fremmed for de to komponister, fortalte Medina ligesom ny musik er fremmed for hende. Hun var tydeligvis mest sikker i den gamle, italienske musik. Den spanske komponist Mercedes Zavala spritnye "Exilios para Tiorba" nåede ikke helt i mål, men virkede fragmentarisk og usammenhængende.

Men så var der uropførelsen af "Jeg er grønnere end græs" af danske Stine Benjaminsen (f. 1990), som jeg ikke kendte i forvejen.

Hendes værk imponerer, og man forstår man, som der står på hendes hjemmeside, at hun eksperimenterer med mindre kendte instrumenter, utraditionelle besætninger og forholdet mellem historisk og nutidig musik.

Hendes yderst velskrevne værk er poetisk som sin title: Tonesproget er sprødt og delikat, og Benjaminsen skriver fornemt ind i theorbens intimitet og dens store register fra næsten uhørligt til kraftfulde, brede akkorder. Det er meget indtagende og lytteværdig music, som jeg glæder mig til at opleve mere af.

Og så var der den herlige, siden 1973 nordjyske forfatter, Per Gammelgaard (f. 1948). Han er et gemytligt møde hver gang. Søndag foredrog han nogle af sine digte om musik fra debut'en i 1972 "Min mormor og John Coltrane" og frem til den kortprosa han senere kastede sig over.

Bag den finurlige humor gemmer sig aktuel samfundskritik. Godt gået!

Onsdag diverterede klarinettisten Natalie Harris med ny musik af udenlandske komponister og en uropførelse af nordjyske Niels Chr. Rasmussen.

Harris er englænder, uddannet i New Zealand og på Det Kgl. danske Musikkonservatorium. Efter sin debut boede hun nogle år i Danmark og spillede bl.a. i Aalborg Symfoniorkester, men er nu tilbage i England, hvorfra hun styrer sin karriere især i hjemlandet.

Med musik fra sidste og dette århundrede og komponister fra New Zealand, Tyskland, Ungarn, Frankrig og England viste Harris ikke blot instrumentets, men også egen mangfoldighed, herunder recitation som ledsager til tonerne.

Hun kom hele følelses- og toneregistret rundt med ekvilibrisme og udtrykskraft lige fra næsten stille hvisken til skinger råben.

Den flittige frederikshavner komponist Niels Chr. Rasmussens nye værk "Som et spejl" leger netop med højde og dybde, stille og kraftigt. Yderpunkterne spejler sig i hinanden og danner nye mønstre. Et - som solisten sagde "superbt" værk, umiskendeligt Rasmussensk.

Koncertens indslag fra den øvrige kunstverden var keramikeren Kathrine Høj Andersen, der udstillede og fortalte om sin keramik.

Høj Andersen er noget så sjældent som både skuespiller på Aalborg Teater og altså keramiker med atelier og galleri i Aalborg. Det var derfor en interessant kunstner der præsenterede sin keramik og fortalte med tydeligt brug af sit skuespillertalent - en slags fabel om betydningen af de mest dyreagtige figurer.

Her også en fin cocktail i det behagelige format uden pause og varighed på lidt over en time.

Foto onsdag: Lars Mørch