Skip to main content
Coronafestival

Levende musik - på trods af corona!

De musikstuderende ved Det Jyske Musikkonservatorium i Aalborg arrangerer i år – på trods af corona – Rama festival. Den årlige festival, hvor konservatoriet præsenterer de studerendes musikalske spændvidde gennem en lang række mini-koncerter.

Her i 2021 har de studerende i Aalborg besluttet sig for at gennemføre festivalen på trods! Og byder på yoga med live-musik ved Mølleå, stjernevandring ved Urania observatoriet med musik på mobilen, kaffe og ”Hus Forbi” med levende musik på Gammel Torv samt corona-digte med musik online.

Og flytter på den måde festivalen fra Musikkens Hus ud i byrummet i en ganske særlig corona-sikret udgave.

Stjernevandring ved Urania observatoriet

Besøgende kan opleve en spacewalk med musikledsagelse ved Urania observatoriet i Golfparken i Aalborg. Du får udleveret et info-ark med en QR-kode ved observatoriet, der så giver adgang til musikken via mobiltelefonen. Ruten følger ”Planetstien” ved observatoriet, som giver indtryk af, hvor stort universet egentlig er, i størrelsesforholdet 1:2 milliarder. Ruten med musikledsagelse varer ca. 15 minutter og er åben hele weekenden. Husk mobilen og høretelefoner! Musikken er komponeret og indspillet af studerende fra især den elektroniske linje ved konservatoriet.

Yoga med livemusik

På lørdag 24. april kan 30 besøgende - kl. 11 og kl. 12 - deltage i en lidt anderledes yoga-session med den aalborgensiske yoga-guru Winther Mcdonald. Det foregår udendørs, på pladsen foran Botanicus, Mølleå 5, hvor en gruppe studerende leverer livemusik til øvelserne. Der er plads til 15 deltagere på hvert hold, tilmelding er nødvendig på sms til 28 68 25 46, med tydelig angivelse af navn og tidspunkt.

Kaffe, ”Hus Forbi” og musik på Gammeltorv

Samme lørdag er der gratis musik på Gammeltorv i Aalborg fra klokken 11 til 14, hvor 12 sangskrivere fra musikkonservatoriet stiller op med hver et lille kvarters musik i singer/songwriter-traditionen.

Værestedet Café Parasollen sælger kaffe, og hjemløse sælger ”Hus Forbi”-bladet. Bag arrangementet står Parasollen, Hus Forbi og Aalborg Kommune og udspringer af de studerendes solidaritet med de mange hjælpeorganisationer, som p.g.a. corona har mistet en betydelig del af deres indtægter fra genbrugsbutikker.

Corona-digte med musik online

Endelig kan man fra lørdag eftermiddag kl. 16.00 opleve ”Ordlyd” - et samarbejde mellem musikkonservatoriet og Brønderslev Forfatterskole. Via linket www.projektordlyd.dk. Her vil fem digte skrevet af forfatterskolens elever smelte sammen med musik af og med konservatoriestuderende. Sammensmeltning af poesi og musik afspejler noget af det, mange oplever under pandemien: Isolationen, øjeblikke af social stilhed, men også øjeblikke med indre støj. Linket er åbent til og med søndag.

Arkiv