Basun på strøm og nye klassikere

Waves Up North

Andras Olsen, fredag

Mathias Kjøller, Carl-Oscar Østerlind, Emil Gryesten, søndag

En musiker alene på en scene gennem en hel koncert er en krævende sag, både for solist og for publikum; for findes der et instrument, der er så interessant hvis man da ikke selv spiller det?

Det mangfoldige klaver selvfølgelig eller det spektakulære orgel; men piccolofløjte som vi nyligt berettede om her på www.kulturen.nu?

Eller basun som vi hørte i fredags? Svaret er: Ja. En hel koncert med basun kan være spændende, hvis musikeren virkeligt kan sit kram og spiller musik af komponister, der også kan.

Foreningen Ny Musik under paraplyen Waves Up North havde arrangeret en minifestival, hvor to koncerter fandt sted i juli og to fredag og søndag. De har alle været med især udenlandske musikere, som har spillet især samtidsmusik, og alle koncerter har indeholdt mindst et dansk værk.

Det blev også til to uropførelser. Et meget prisværdigt initiativ også fordi man har valgt et behageligt format med koncerter på en lille time uden pauser.

Fredag var det basunisten Andras Olsen, der lod sig høre. Han er færing, uddannet i København og har i tyve år været medlem af det vidt anerkendte Athelas Sinfonietta. Det siger noget om hans passion for vor tids musik og i den sammenhæng har han også spillet sammen med fornemme udenlandske ensembler, lige som han selv komponerer.

Han spillede da også musik af nordjyske Niels Christian Rasmussen, af Bent Sørensen og Wayne Sigel - og to af sine egne kompositioner, hvoraf den ene en bearbejdelse af den færøske salme.

"Harra Guð títt dýra navn og æra" lod sig høre for første gang. Alle værker for basun og elektronik. Genren kaldes elektroakustisk musik.

Sjældent har jeg hørt den bastante basun lyde så poetisk.

Samspillet mellem instrument og elektronik var perfekt og nåede sit højeste i Olsens egen "Pedal Works", hvor han spiller, optager sekvensen samtidigt og derefter improviserer over den og oven på den.

Det er kompliceret og raffineret og utrolig smukt. Det hele baserer sig på, at Olsen grundlæggende er en fantastisk musiker og, tror jeg, et meget reflekterende og inderligt menneske.

Det belyste hele koncerten. Efterhånden er kombinationen instrument/elektronik ikke ny mere. Men Andras Olsen bringer den til helt nye højder. En time båret af stor skønhed.

Søndag indtog tre unge, danske musikere podiet. Mathias Kjøller, klarinet, Carl-Oscar Østerlind, cello og Emil Gryesten, klaver, har hver for sig godt gang i solokarrierer både hjemme og ude. Men spiller også gerne i forskellige kammerformationer som da de her havde taget tre krævende værker for den klassiske trio-besætning på programmet.

Per Nørgårds "Spell" er en epokegørende, ny musik-klassiker, der fylder 50 år. Værket udfordrede med sin notation begreber som improvisation og tilfældighed på en hidtil uhørt måde.

Tyske Jörg Widmanns "Nachtstück" fra 1999 er også allerede blevet en moderne klassiker, yderst velskrevet og båret af komponistens eget udgangspunkt som klarinettist - og ja ja, den gamle Hamburg-komponist Johannes Brahms' klarinettrio fra 1891 er for længst blevet en standard.

Udfordringen i alle tre værker, er, at de er meget solistiske, selvom instrumenterne også har akkompagnerende roller. Kravet om kommunikation og samspil mellem musikerne er ekstremt højt, især i Nørgårds værk.

Her viser de tre musikere til fulde, hvad de kan. De stor tekniske krav indfries umiddelbart - de spiller som om de aldrig har gjort andet.

Med det konstateret kan man lytte til de mere udtryksmæssige, musikalske kvaliteter, og også de er helt i top.

Sand musikalitet begynder med evnen til at lytte, ikke blot kender egne og de andres noder.

Netop det store tekniske overskud giver energi og ressourcer til at være nærværende i sjælden grad. Kjøller/Østerlind/Gryesten-trioen er et overmåde glimrende ensemble. Hvis de da er sådan et, for de har valgt at præsentere sig som solister og ikke med et fancy ensemblenavn.

Også dét tæller.