Skip to main content
Koncert

Bare fødder og fred i verden

Koncert – The Savage Rose

- Jeg er så naiv, at jeg tror på fred og kærlighed. Jeg tror på, at vi ikke kan skære igennem mørket uden lys.

Siger Annisette Koppel, til den fyldte sal på Skråen i Aalborg.

Publikum er kommet i god tid. Køen til spillestedet strækker sig hele vejen igennem Nordkraft. Indenfor er der i aftenens anledning lavet siddepladser. Savage Rose er i Aalborg og skal spille for cirka 400 mennesker. Koncerten er helt udsolgt.

Scenen er godt dækket til i instrumenter. Her er lidt af hvert, blandt andet et klaver, en elektrisk guitar og en kontrabas. Bandet er lidt forsinket. Da uret slår femten minutter over den forventede tid, begynder publikum at klappe rytmisk for at lokke bandet frem.

Det virker. De kommer langsomt ind på scenen, og bandets frontkvinde, Annisette Koppel, tager plads forrest på scenen. Hun er iført hvid kjole og bare fødder. Hun sætter sig ned på knæ, og sådan bliver hun igennem hele det første nummer.

The Savage Rose havde debut herhjemme i 1968. Efterfølgende tournérede bandet i både Europa og USA. I løbet af årene har der været løbende udskiftninger i bandets medlemmer.

En lille lyshåret pige står også på scenen i løbet af det første nummer. Hun spiller koncentreret på violin i dele af nummeret, og ellers sidder hun, ligesom Annisette Koppel, også på knæ. De to deler et knus efter nummeret og forlader begge scenen.

Efter et nummer uden vokal, kommer frontkvinden tilbage på scenen. Nu i en sort kjole. Annisette Koppels stemme brager igennem Skråen. Publikum er betaget. Flere sidder foroverbøjet med hovedet hvilene i hænderne. De stirrer på scenen, imens de lytter koncentreret til hende.

Vi har otte bandmedlemmer på scenen her til aften. Naja Rosa Koppel og Amina Carsce Nissen som korsangere, Palle Hjorth på piano og orgel, Anders Holm på trommer, Jakob Falgre på bas, Rune Kjeldsen på guitar og Frank Hasselstrøm på trompet og keyboard.

Det er en fornøjelse, at bandet to gange får mulighed for at spille uden vokaler. Der er en fænomenal harmoni imellem dem, og det er svært ikke at blive opslugt i lyden.

Der er ikke store ekstravagante udsmykninger på scenen. På scenetæppet kører der et lysshow, cirkler eller polkaprikker. På et tidspunkt tændes en diskolampe, og hele koncertsalene bliver fyldt med dansende lys. Der hersker også en stor diversitet på scenen i forhold til beklædning. Her er både huer, habitjakker og glimmer.

Men hverken scenekunst eller beklædning er vigtig, når både musikken og tilstedeværelsen er helt i top. Anisette Koppel glider rundt på scenen. Hun engageret i sin optræden, men alligevel virker det ikke som om, at hun prøver specielt hårdt. Hun får håret i ansigtet, drejer rundt om sig selv og smider flere gange et fredstegn til publikum.

Igennem bandets set på 90 minutter får vi en lang række forskellige numre plukket fra deres store samling af albums. Blandt andet ”Solen var også din”, ”I hear them coming” og ”What do you do now”. Derudover beriger de os også med et covernummer fra Bob Dylan: ”Masters of war”.

Et godt stykke inde i aftenens set fortæller Annisette lidt om hendes verdenssyn.

- Alle sammen er vi børn af jorden. Jorden og himlen, som ingen ejer.

Siger hun blandt andet. Hvorefter hun bliver lettere politisk og taler om, at der alligevel er nogle i verden, som mener, at de har ret til at eje det hele. Budskabet bliver taget varmt imod på Skråen, og der bliver piftet og klappet af udtalelsen.

Det gør der generelt meget denne aften. Når Anisette Koppel når op i de højere toner og hendes stemme fylder salen, så bliver det efterfulgt af et – Whu! Der er ikke tvivl om, at publikum er begejstret. Flere tager sig til ansigtet eller sender en knyttet hånd i vejret, når bandet gør det ekstra godt.

Salen takker dem da også med ikke bare et, men to, stående bifald. Et før ekstranummeret og et efter.

- Freedom! Synger Annisette Koppel ind i mikrofonen, alt imens hun giver publikum et sidste fredstegn for i aften.

 

"The Savage Rose"

  • "Sangen for livet tour 2022"
  • Skråen i Aalborg.
  • Den 4. marts.
  • The Savage Rose spillede blandt andet: ”Solen var også din”, ”I Hear Them coming”, ”What do you do know”, "Dear little mother", og ”Masters of war”.
Arkiv