Storladent og punket

Koncert - The Blue Van

Det er med The Blue Van ligesom med grillstegt lever. Jeg må bare have det, når det er muligt.

Genremæssigt står de for den der form for uopslidelig, ”klassisk” rock’n’roll, hvor det primært gælder om at få gang i festen. To guitarer, bas, trommer og ja selvfølgelig også ind imellem keyboard.

Tydeligt inspireret som de er af de store britiske navne, Kinks og Small Faces, og samtidig tilføjet et lag fanden-i-voldsk attitude og rebelskhed.

Og de er ikke bange for det storladne. De er en utrolig tæt sammenspillet enhed, opvokset i Brønderslev og omegn, har de kendt hinanden siden 6. klasse.

De var ude på det store USA-eventyr sammen, høvlede high-ways tynde, indtil deres pladeselskab gik konkurs, og de slukørede måtte drage hjem til DK og genopfinde sig selv. Og det gjorde de så i et lånt forfaldent hus i Ingstrup.

Uden at give slip i den enkle rock og altid med godt øje for det melodiøse og gode holdbare riffs. På den måde får deres bedste numre en snert pop, uden at det bliver for klistret.

Så hvad stiller de egentlig op en fredag aften med sådan en halvfyldt intimsal her i betonklodsen, Musikkens hus, i kælderen et pænt stykke under Limfjordens vande?

Ind træder på scenen forsanger og guitarist Steffen Westmark i hvid cowboyjakke og alpehue, bassist Allan Villadsen er søreme blevet nydelig kortklippet, ligesom keyboardspiller og guitarist Søren Christensen har fået taget et godt stykke af hårmanken, mens trommeslager Per Jørgensen med sit snoede overskæg ligner sig selv.

Steffen og Allan vender sig mod hinanden, to hurtige korte hug på guitaren, bassen følger med, og vi er i gang med ”Heavy Load”. Den der tætte, tætte rock, som er Blue Vans signaturkending.

Syrede keyboard, Westmarks selvsikre sangforedrag, mens guitaren vræler, skriger og protesterer.

I Allan Villadsen har gruppen en basspiller med en tone, som er mavesugende solid og præcis, og trommeslager Per Jørgensen ligger på beatet med en god tør, swingende lyd.

De to fungerer sammen og kan lægge en bund, du kunne bygge højhus på.

Attitude og energi er på plads, og guitararbejdet deler Steffen Westmark og Søren Christensen nydeligt og på skift.

Men lyden er problematisk her i det faktisk ellers ret højloftede rum. Overstyret og rumlende, og det går ud over Westmarks sangforedrag, hvor der næsten er umuligt at høre, hvad han nu rent faktisk synger.

Det er lidt synd for en balladeting som ”Eyes For The Starlight”, men bandet giver ikke op. Vi får ”Beg Like A Dog” og så rykker det da godt nok igennem i hit-klassikeren ”There Goes My Baby” med Søren ude og spille på gulvet nede foran første række.

- Jæn to, jæn to, der bliver talt ned til ”Young Rebel” på vendelbomål, og lyden er blevet lidt bedre, eller måske har øret vænnet sig til lydtrykket, og vi fortsætter ufortrødent med foden trykket godt ned på speederen i den blå vogn.

Her bliver også plads til en halvakustisk indledt kærlighedsballade ”Singer”.

Vi fodvipper anerkendende på stolene, men så er det da godt nok også op at stå og klappe taktfast til ”Silly Boy”, snart efterfulgt af ”Mamma’s Boy”, hvor der går Kinks og punkenergi i bandet.

Energiske tre – fire minutters numre, sjældent længere, 14 stykker afviklet på en lille time, før ekstranumrene ”Be Home” og ”Love Shot”.

Guitar og keyboard, tæt og heftigt, storladent og punket. Blue Van er uforstilt glæde ved at spille god rock’n’roll, så godt som det nu engang bliver i aften.

Det er det, du oplever og får – dynamikken og energien tæt på i sådan et lille pigtrådsband.

Bare satans med den overstyrede rumlelyd. Men overgav sig gjorde The Blue Van ikke på trods af umulige vilkår. Og fik gang i festen.

Foto: Lars Mørch