Stjerneniveau

Koncert - Schumann, Schubert og Swensen     

”Schumann og Schubert” var overskriften på torsdagens symfonikoncert i Musikkens Hus. Man kunne have tilføjet ”og Swensen”, for den unge, danske cellist Jonathan Swensen trak koncerten op på højt stjerneniveau med sin fortolkning af Robert Schumanns solokoncert for det meget charmerende instrument.

”Bare han ikke bliver nervøs” hviskede en publikummer, da der måtte hele tre forsøg til, før regissøren fandt den rette stol til aftenens solist. Men det gør den fremragende cellist Jonathan Swensen ikke.

Fra det øjeblik første tone er sat an, og til bifaldet brager mod den 26-årige, er han i dyb koncentration om det, han er så fantastisk til:

At få celloen til at synge med en varm og fyldig tone af de sjældne.

Swensen bliver banalt sagt ét med instrumentet, og i en krævende koncert som Schumanns, hvor han ingen pauser har, ikke engang satspauser, viser han, at celloen har fundet sit rette medie i netop ham.

Koncerten er en vellykket blanding af stor musikalsk skønhed og en passende portion virtuositet, der aldrig bliver overdrevet, f.eks. er der ingen egentlig kadence, som i de fleste solokoncerter, hvori solisten frit kan brillere.

Jeg er ikke i tvivl om, at Jonathan Swensen kan det hele, men det virker alligevel som om, at netop Schumann tilbyder ham netop de udfordringer, han helst vil have. Han møder dem med enormt engagement og opfylder med imponerende overbevisning. Han er en meget stor musiker.

Til gengæld har jeg aldrig kunnet høre det store i Schuberts 9. symfoni, selvom den kaldes ”Den store”. Vist er der voldsomt drama i den, ligesom orkestret er større end normalt for sin tid.

Den er skrevet to år efter Beethoven i 1824 uropførte sin rigtigt store niende symfoni og har flere referencer til dette mesterværk.

Men mon ikke Beethoven dybest set gerne havde frabedt sig dette epigoneri. Med sine 50 minutter er Schuberts symfoniske svanesang for lang i forhold til, hvad indholdet tilsiger. Alt for lang. Men det er selvfølgelig også en slags storhed.

Den skotske dirigent Douglas Boyd var et godt bekendtskab. Han er, ud over at være en gedigen, troværdig og engageret dirigent, også en dejlig musiker. Det kan bestemt ikke siges om alle hans kolleger i branchen.

Det var ikke Schubert og kun i nogen grad Schumann, men i høj grad Swensen, der trak S’et og læsset op til fem stjerner.