Så for Sørensen

Koncert - Sørensen, Nielsen og Sibelius                                                  

Titlen på torsdag aftens symfonikoncert var "Nielsen og Sibelius", men koncertens mest spændende værk var af Bent Sørensen (født 1958). Når han ikke kom med i programtitlen, er det nok, fordi man ikke ved, at han er én af vor tids bedste danske komponister. Banelængder foran Carl Nielsen.

Sørensen har skrevet en del af sin musik i en sjællandsk landsby, men den har næsten universelt udsyn. Sibelius skrev det meste af sin musik i den fjerneste udkant af Europa, men den er udpræget centraleuropæisk.

Nielsen flyttede fra den lille flække Sortelung på Fyn til København og foretog nogle udlandsrejser, men det meste af hans musik er gungrende gumpetung og meget fynsk. Kunst kan, men behøver ikke at tage farve af det sted, den er skabt.

Jeg er ikke nogen fan af Nielsens symfonier, han var bedst til sange, men de tre solokoncerter kan et eller andet, herunder fløjtekoncerten, som hollandske Emily Beynon spillede torsdag.

Det er solopartiet, der er den formildende omstændighed, for orkestersatsen er så Nielsensk, at det gør ondt. Ikke så snart har fløjten introduceret en vis pittoresk, sørgmunter stemning, ganske vist af den djærve, rustikke slags, før orkestret afbryder idyllen med larm - som om Nielsen ikke kan holde skønhed i større portioner ud.

Nu er Beynon solofløjtenist i Concertgebouw-orkestret, som er Nederlandenes, og et af Europas fineste, og så kan man forvente meget, som hun også levede op til.

Hun er ikke sådan at blæse omkuld, så hun vred megen charme og en vis ironisk underfundighed ud af musikken, som pudsigt nok er populær i Frankrig. Den gammeldags virtuositet fik også god plads, og alt i alt var fortolkningen så tilpas udansk, at den var tiltrækkende.

Efter den fynske fuglekvidder var det huldsageligt at få en omgang Sibelius efter pausen. Vildt og voldsomt, passioneret og dynamisk slår den finske tema-mester om sig med brusende strygere, bragende messingblæsere og slagtøjsguf, så det er en fryd.

Kort sagt: lyd til et bristepunkt, der udfordrede den akustisk set ret lille koncertsal i Musikkens Hus, men imponerende fremført af Symfoniorkestret og den franske dirigent Alexandre Bloch.

Og heldigvis var der så et kvarters Sørensen i begyndelsen. Hans "Aftenland", som jeg har hørt en halv snes gange og stadig undrer mig over - som så meget andet af Sørensen, der nok er tidens vigtigste og mest anerkendte danske komponist med verdens største priser og anerkendelser i baglommen.

Musikken lyderm som om den kommer fra et energisk, sitrende sort hul ude i universet - der findes simpelthen ikke musik, der ligner Bent Sørensens. Han ville være glad for aftenens version, der efter min mening ramte præcist i solar plexus både hos musikken, musikerne og publikum.

Se, nu er det med stjerner ofte en vanskelig sag. Jeg bliver nødt til at give fem af dem.

De går til Sørensen, Sibelius, Symfoniorkestret, Beynon og Bloch. Nielsen kan få et par takker af den ene - jeg kan simpelthen ikke lide hans musik.

Koncert, Musikkens Hus, torsdag aften