Allan og de andre

Koncert -Sangskriveraften

En velstemt udfordring. Det er jo sådan, det er, når du som sangskriver står alene på en scene, blot med en kasseguitar og en håndfuld sange og skal underholde i hallen.

Hallen hedder officielt for Skagen Kultur- og Fritidscenter, og lørdag aften var den ramme om en af Skagen Festivalen faste musikalske traditioner – sangskriveraften med fire vidt forskellige musikere på scenen.

Sønderjyske Rikke Thomsen, norske Lars Martin Myhre, svenske Sofie Karlsson og endelig danske – eller skulle vi sige fræshavnske – Allan Olsen. Netop i den rækkefølge og det skal ikke være nogen hemmelighed, at det blev Allans aften.

Men først lagde sønderjyske Rikke Thomsen, uddannet på konservatoriet i Aalborg ud med sange bl.a. fra hendes ep ”Om’ven Hjemve”. Hun har en fin, krystalklar stemme og selv om du måske ikke altid forstår dialekten, klarede hun fint at kommunikere med publikum i ”Danmarks hyggeligste festival.

Det er sange om ikke rigtig at føle sig tilpas i storbyen København, om at vokse lykkeligt op i en lille sønderjysk flække, indtil teenageårene forvandlede alt. Ikke mindst i kraft af amerikanske Bruce Springsteens ”Hungry Heart”, som Rikke såmænd også have lavet ny synnejysk tekst til.

Den sønderjyske sangskriver bestod fint med pil op af. Norske Lars Myhre tog over i den næste halve times tid med er mere traditionelt viserepertoire, ganske nydeligt, og med ganske lange introer, om kærligheden, døden og så’n livet i sin såledeshed. Viser, der blev en anelse for selvhøjtidelige i sin skildring af kvinden, venskabet og vinen og såmænd også døden. En kende selvsmagende.

Så var der vandingspause inden svenske Sofia Karlson tog over. For første gang på Skagen og bl.a. med en ordentlig omgang valse i tre fjerdels takt. Karlsson selv på guitar, men også på keyboard, gav udmærkede prøver på sit viserepertoire - balladeagtigt sunget med hendes lyse stemme. Og så var hun ikke bange for at give folk lidt sangundervisning, så de kunne synge med på refrænet i hendes sange. Ganske nydeligt og ganske indadvendt.

Så blev det Olsens tur, og han kan det det med ”at tage fat i halen på katten, svinge den rundt og lad os så se, hvor det ender”. Olsen er jo en garvet og erfaren sangskriver og delte rundhåndet ud af sin store bagkatalog.

Krydret med de altid overrumplende anekdoter om at være vokset op som knægt på landet og flytte til havnebyen, om en opvækst i ”Bette Liverpool”, og om hvordan det var at sidde foran på fars cykel. Der er både vemod og eftertænksomhed, men også rablende præcis skarphed i Olsens introer. Med overraskende pointer, der trak både spontane grin og latter, men også eftertanke gennem salen.

Blandt højdepunkter - og dem var der mange af - var blandt andet uakkompagneret solosang i ”Lille Gråspurv”, men også ”Hjørringvej” om at køre med mor en vinterdag med himmelbetændt rejfog (snestorm med voldsom fygning red.) for at besøge sin syge broder på Hjørring Sygehus.

Men også den kønspolitiske skarpe ”Ung mands blues” om en hjælpeløs ung mand, bundet til lygtepælen, kaneloverstrøet og ude af stand til at finde ud af, hvad han egentlig er for en størrelse. Med hænder, der ikke kan bruges til noget.

Det er det, Olsen mestrer. Han skildrer sin samtid med troldsplinten i øjet i sine sange, så vi kan se og forstå os selv. Trækker tråde tilbage til før internet, LGBTQ og #Metoo. Og undrer sig over, hvorfor det er blevet, som det er blevet.

Og så er han jo en forrygende og dynamisk guitarist, konstant i bevægelse på scenen og såmænd også en tur ude blandt publikum, inden han og hallen i fællesskab rundede af med at synge ”Ruby Tuesday”.

En fornem afslutning.

Foto: Arkiv og private.