Stjernejazz & salonmusik

Koncert - Pieranunzi & Fonnesbæk

******

Thea Vesti og Jens Christian Kwella

***              

Den driftige forening Rådhuskoncerter var torsdag/fredag vært for to koncerter, i den gamle rådhussal i Nørresundby - begge i krydsfeltet mellem klassisk og jazz.

Fredag gæstede den italienske pianist Enrico Pieranunzi byen, som han også gjorde det i 1997. Han hører til jazz'ens absolutte verdenselite, og koncerten vil utvivlsomt blive husket som et af årets højdepunkter. Med sig havde han den danske bassist Thomas Fonnesbæk, hvis renommé også er fornemt.

Pieranunzi, der er 74 år, har en karriere, der går 50 år tilbage. Han er klassisk uddannet og det kan høres på især hans teknik, men han er barn af 60'ernes "modern jazz" og er samtidig med andre koryfæer som Chick Corea, Keith Jarrett og Michel Petrucciani, som han givetvis har hørt.

Men han skiller sig ud med en særlig blød tone, en lyrisk tematik og - i sine egne 300 kompositioner - en melankolsk, nostalgisk stemning, som er meget medrivende.

Dertil et elegant, nuancerigt tonesprog, sine steder avanceret harmonik og ikke mindst en imponerende teknik. Pieranunzi spiller helt uden noder, han laver ikke hørbare fejl, og da kompositionerne er 10 minutter lange og dermed indeholder måske 50.000 anslag, er hans talent aldeles imponerende.

Den danske bassist Thomas Fonnesbæk, som Pieranunzi ofte arbejder sammen med, lever helt op til pianisten, både hvad angår musikalitet og teknik.

Det er tydeligt, at den lidt reserverede, undselige italiener befinder sig godt i Fonnesbæks selskab. Både deres personligheder og spil klæder hinanden, de giver gensidigt god plads, når de akkompagnerer de lange og ekvilibristiske soloer, med respektfuld balance, som både de og publikum nyder.

Mellem numrene havde de en slags forhandling om, hvad de nu skulle spille, hvilket bare gjorde stemningen endnu bedre.

Når Fonnesbæk så havde fundet noderne frem på sin iPad, gik det hæsblæsende derudad med især Petrucciani-numre, men også jazzstandards og en forrygende version af “My Funny Valentine” med overskriften "Alt kan ske" - og det gjorde det, inclusive et Bach-citat, inspiration fra latinjazz, og jeg ved ikke hvad.

Den fulde sal vidnede om, at folk godt vidste, her var tale om en seks stjerners koncert, som i øvrigt var en del af "World Piano Day", der afholdes den 88. dag hvert år, fordi et klaver har 88 tangenter. Pieranunzi tror vist, det er 888.

Torsdag gjaldt det de to danske guitarister Thea Vesti og Jens Christian Kwella, der på hhv. klassisk spansk (dog forstærket) guitar og el-guitar spillede musik af Kwella fra pladen "GuitarRama Jazzical" fra 2023.

Det drejer sig om en række småstykker á la salon/underholdningsmusik i en ret ubestemmelig genre og med lidt tilfældig inspiration.

Kwella giver sin musik fortænkte, underfundige titler med en slags undskyldende forbehold, som jeg egentlig godt kan forstå.

Det var ikke særligt spændende. Noteres skal det dog, at Thea Vestis talent rækker langt ud over det aktuelle projekt, og hende kunne man gerne høre i en klassisk, akustisk solokoncert engang. I forventning herom gives koncerten tre stjerner.

Foto: Rådhuskoncerter/Vita Andersen