Hjertegribende

Koncert - Nick Cave Uncover

Der er ikke rigtig nogen, der kan synge Nick Cave, som Nick Cave kan …

Og så alligevel.

Sangerinden Line Mortensen kan – kan noget ganske særlig, når hun i spidsen for kvartetten Nick Cave Uncover lægger stemme til nogle anderledes, gribende fortolkninger af den australske sangskrivers forunderligt desperate univers.

Bag sig eller rettere omkring sig denne torsdag aften på spillestedet Abzalon i Aalborgs Vestby, havde hun Niels Ole Sørensen, keyboard, Jesper Bang Pedersen, kontrabas, og Johanne Andersson, cello.

Og hvad var mere naturligt end at lægge ud med Caves eget gennembrudshit hos det brede publikum ” Where The Wild Roses Grow”, oprindelig sunget i duet med Kylie Minogue.

Line Mortensen har en stor stemme. Spændvidden er intet mindre end imponerende, når hun smidigt og taktpræcis skifter fra det dybe, dybe mørke og så, som når du vender en hånd, går op i det højeste lyse.

Akkompagnementet bagved er fnugfrit, kompetent håndværk, men især celloens trælyd klædte overraskende. Smidigt fraserende og omfavnet af bandet gjorde sangerinden på forunderlig vis sangen til sin egen på en måde, som Cave selv ville have nikket anerkendende til med sit ravnsorte, farvede hår

Så var vi i gang med en aften, hvor vi kom overbevisende godt omkring en af rockens største sangskrivere. Nick Cave kan som igen andre blande Det Gamle Testamentes dommedagsprofeti med sydstatsblues og gospel, tilføje en sjat Elvis Presley og heftig punket rock og herudaf danne sit eget nyskabende univers. Søgende og kristent mytisk farvet.

Lys og mørke i en verden, hvor vi stakkels mennesker leder efter håb og en vej, vi kan følge.

”Red Right Hand” med sin elegant, abrubte funky rytme fulgte, og de to store kærlighedssange ”Into My Arms” og ”Are You The One, I’ve Been Waiting For”, hvor især den strøgne cello viste sig som en fuldgyldig erstatning for Ellis Warrens (bandmedlem i Caves ”The Bad Seed”) uortodokse, vilde violinspil.

Der kom mere tryk på kedlerne i ”The Good Soon”. Det kan være svært som sanger at kaste sig ud i den henrevne, selvforglemmende og ekstatiske sangstil, der kendetegner Nick Cave, men det her var godt sunget. Magtfuldt og myndigt spillet også på klaveret uden at blive oppustet.

Line bruger sin stemme dynamisk og skolet, skifter mellem det hviskende tyste og det mere kraftfulde udadvendte, og på den måde fik numrene også en mere soul-og gospelfarvet tone.

Den tyste og langsomt, langsomt spillede ”Loom of The Land” blev efterfulgt af en nærmest Halleluja-besyngende ”God Is In The House” før pausen.

I andet sæt var der blevet skruet op for vokalen, og det klædte Mortensen at ligge godt fremme i lydbilledet.

Det blev mere intenst og chancetagende, vildt og ekspressivt i kontakten med publikum, og det smittede af på bandet og sangerinden.

Celloens loop-indledte solo til ”The Mercy Seat” bød på åndedrætsrolig og alligevel sejt svingende fryd, og skønt Line betroede, at de skam havde haft deres at kæmpe med internt i bandet:

-Så var Johanne syg, så var Niels Ole syg, og jeg blev skilt …

Jamen, så blev deres version af netop ”Waiting for You” en af dem, der vil blive siddende længe. En imponerende aften med højdepunkter som ”The Ship Song”, men også den vildt henførte ”Tupelo”, inden vi rundede af med den nærmest kirkeandægtige ” Death Is Not The End”.

Cave går altid gået tæt på egen uro, fortvivlelse og spirituelle søgen i sit sangskriveri, og det formidlede Line og co. på både befriende og hjertegribende vis.

En stor og bevægende aften.

Foto: Jens Ørnsholt 

Nick Cave Uncover, koncert, Abzalon, torsdag aften.