Prædikanten

Koncert - Nick Cave & The Bad Seeds: Wild God

Tre og en halv meter fra rockprædikaten. Der stod jeg midt for. På gulvet. Tætpakket i Royal Arena. Til min første live-koncert med Nick Cave, 67 år. Og hans band. 10 musikere inkluderende fire gospelsangere.

Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg havde forventet. Skønt jeg har set livefilm med rockens egen syngende dommedagsengel. Men jeg – nej, vi blev blæst bagover. Og der er ingen grund til at købe siddepladser, hvis du virkelig vil opleve Nick Cave.

I nærkontakt med sine sange. Med sit publikum. Med sit band. At se, opleve og lytte til hvordan hans sange og musik bliver større, vildere og dybere i tæt samarbejde mellem ham og os på gulvet.

Og se hvordan bandet bagved lystrer hans mindste vink, hans afsluttende triumferende hop, når et nummer skal slutte.

Cave selv indtager scenen, som en velpresset bankfunktionær. Habitklædt, med slips, slank, og ligner sådan en, du ville have svært ved at presse et forbrugerlån ud af henne i banken.

Men han er i evigt rastløs bevægelse, spastiske armbevægelser, hurtigt løb foran på scenekanten, mens han rører ved de udstrakte, viftende fingre. Drejende om sig selv, dansende som en undsluppen fra Dantes helvede.

Smider pludselig mikrofon, for at kaste sig over flyglet placeret bag ved ham, for at hamre yderligere akkorder ind i det befriende, livgivende kaos, som hans musik er.

- Men hvad hørte I, kan jeg høre en læser indvende.

Numre fra det nyeste album ”Wild God”, men også ”The Skeleton Tree” og hele den rige bagkatalog. Fra åbningsnummeret ”Frog” til det afsluttende solo-ekstranummer ”Into My Arms”. Vel i alt små 20 plus. Nej, nok snarere 24 numre.

Det er rock. Det er spirituel salme. Johannes Åbenbaringen møder Elvis Presley møder punk og gospel, og det hele bliver forløst med en energi og et musikalsk overskud, der i løbet af sekunder fik hele gulvet foran scenen til at overgive sig i befriende, håndviftende fryd.

Omkring mig stod de. Dem, der kan og elsker deres Cave. Tyske, svenske, italienske og danske fans. Og ja, jeg kan godt forstå dem, der synes, at Nick Cave er for meget.

For han er for meget. Alt for meget. Alt for overvældende. Storladen og samtidig benhård streng i sine sange. Om at miste. Om at miste en søn, nej to. Men også om at tro på kærligheden, som den eneste befrielse for os mennesker, når vi bliver ramt allerhårdest.

Som han synger det på et tidspunkt:

Når magthaverne vil have jer til at tro, at der kun eksisterer had i denne verden. Så tro dem ikke. De er kun ude på at snyde jer, at udnytte jer. Tro på kærligheden, tro på hinanden.

Bag sig har han et band, der kan få Rolling Stones til at ligne falmende amatører. De tør nemlig også improvisere, tage en chance, når de kan mærke, at musikken har brug for det.

Fremragende musikere, bas, trommer, guitarist suppleret med percussion, yderligere en kvindelig keyboardspiller og siddende længst til højre på scenen, Caves musikalske soulbroder, Warren Ellis.

Som en langskægget druide væver han magi og mystik ind i sangene. Med sit vilde violinspil eller på Fender-guitar. Eller lægger en vild korstemme indover.

- Var der nogen højdepunkter, kan jeg min læser pippe forsigtigt.

Masser. Var der egentligt andet? Men nu du spørger. ”Jubilee Street” – indledt med ordene – en sang jeg skrev til en pige, der hed B. Men også ”From Her to Eternity”, hvor vi alle – i hvert faldt foran – sang med i kor, mens Cave piskene rundt foran vore næser – tre og en halv meter væk – og løftede rocken op under loftet i kæmpearenaen.

For bagefter at sætte sig bag flyglet og give os en bevægende ”Long Dark Night” efterfulgt af af en smuk, smuk ”Cinnamon Horses”.

Så var det blevet tid at høre om frelseren, som kom til jorden, men hvis mission om at redde menneskeheden desværre mislykkedes. Jo, jo, Nick Cave er ikke uden humor i sine introduktioner.

Vi taler selvfølgelig om Elvis. Hans fødsel, opvækst og livskæbne i nummeret ”Tupelo” – hvor bandet igen eksploderede i ekstatisk fryd sammen med publikum.

Vi fik den sorgtyngede afskedshymne til sønnen, ”I Need You”.

Cave alene ved flyglet, kamerafilmet forfra, tæt på ansigtet. Afmægtig og nøgen sårbar. Om at være strandet i håbløshed, og så med det afsluttende spinkle håb om at komme videre:

- Breath, breath, breath, breath, breath.

Det er det, han kan. Cave. Som ingen andre. Ramme det helt nære, der, hvor vi ikke rigtig tør gå ind eller tale om det. Der, hvor ord næsten ikke slår til. Og så samtidig. Som når du vender en hånd – eksplodere i overgive rockfryd. Som i ”Red Rigth Hand” eller ”The Weeping Song”.

Så… Jeg har oplevet rockprædikanten helt tæt på. På gulvet i Royal Arena. Med sange der flyder som rødt blod. Fulde af mystiske billeder, mordere, helgener og syndere og sange, der bringer dig nærmere til at forstå dig selv og kærlighedens kraft.

Han er sgu for meget, ham Cave. Men jeg hører ham gerne igen. En anden gang på gulvet. Så tæt - at jeg både blev løftet spirituelt og samtidigt rockrusket, som når en terrier har fået fat i en fed kloakrotte.

Og næste gang står jeg også gerne på gulvet. Selvom det kræver sit i de to og en halv time med ekstranumre, som koncerten varede. Sluttende med bevægende fællessang i ”Into My Arms”

Det var en af den slags koncerter, som ingen, der var til stede, glemmer. Leonard Cohen-dyb, punkvild og samtidig ubestrideligt Cave i storform.

Foto: Arkiv og mobil

Nick Cave & The Bad Seeds, Wild God-turne, Royal Arena, København, lørdag aften.