Russisk drama

Koncert: Laimane, Tjaijkovskij, Sjostakovitj      

Torsdagens koncert med Aalborg Symfoniorkester er den eneste i forårssæsonen, der meldes udsolgt. Det kan der være mange forklaringer på. Corona-nedlukninger er nok én af dem, men en oplagt er nok selve repertoiret. Dog var de 1300 pladser langt fra optaget, og ikke engang de 1000, der vist må være til stede under restriktionerne, kunne tælles.

Jeg er dog sikker på, at 90 % af salens publikummer kom for at høre Tjaijkovskijs 2. klaverkoncert, der er én af musiklitteraturens mest elskede og blev fremført af Lukas Geniušas, der ifølge programmet for et par år siden tryllebandt det nordjyske publikum i selvsamme sal.

Publikum vil høre det velkendte, som jeg forleden påstod i en klumme her på www.kulturen.nu.

Musikken skal heller ikke udfordre ørene for meget, men ukendte værker kan være på tålt ophold, hvis de ikke larmer og ikke er for lange.

Derfor var koncertens andet hovedværk, Sjostakovitjs 15. symfoni en glimrende idé, og så måtte man finde sig i indledningsværket, det 10 minutter lange "Enantiomorphic Chambers" fra 2018 af den lettiske komponist  Linda Laimane.

Koncertens overskrift var "Russisk drama", og det kan man jo lægge så meget i.

F.eks. at selvom to af komponisterne var russiske, så var den tredje altså lettisk ligesom dirigent og solisten har litauiske aner. Men OK: der var da drama i musikken.

Linda Lemaines værk med den kryptiske titel "Enantiomorphic Chambers" skal vist skal forstås som kamre, der spejler sig i hinanden. Men alligevel er forskellige.

Her manifesteres det dramatiske i vekselvirkningen mellem store massive, nogle vil mene larmende, klangflader over for næsten uhørlige, dynamiske og raffinerede dele.

Jeg kender ikke partituret, men udførelsen virkede sikker og overbevisende under dirigenten Andris Pogas ledelse. Som sædvanligt må jeg påpege akustikkens begrænsninger: til dette værk var det som om efterklangen er for kort og salen for lille.

Efter et lidt tilbageholdt bifald kom så det, de fleste var kommet for: Tjaijkovskijs 2. klaverkoncert fra 1880 med Lukas Geniušas som solist.

Han kan meget med sine hænder, den mand. Det er måske ikke den mest ekvilibristiske koncert i litteraturen, men den har sine tekniske udfordringer, som Geniušas klarede ganske udmærket og fejlfrit.

Hvis man skal følge op på koncerttemaet, kan man sige, at spændingen mellem de solistiske passager og orkesterdelene udgør dramaet. Traditionelt ligger der en slags kappestrid i koncertbegrebet - Geniušas vandt på solodelene. Der er han langt bedst, hvilket også hørtes i ekstranummeret, en arie af Bach. Smuk og inderlig.

Efter pausen lagde Dmitrij Sjostakovitj så op til skæg og ballade med sin 15. og sidste symfoni fra 1971. Den store og kontroversielle sovjet-komponist døde fire år efter, men nåede akkurat at modtage en af verdens største musikpriser, den danske Sonning-prisen.

Han er på verdensplan én af de største i sidste århundrede og hans sidste symfoni er på flere måder en slags opsummering af hans musikalske liv med en imponerende og mangefacetteret værkliste.

Som ofte citerer Sjostakovitj flittigt sig selv og andre komponister i en særegen blanding af ramasjang og lange, alvorlige, næsten koralagtige passager. Hele vejen med en sorgmunter undertone som i den raffinerede slutning, hvor musikken i en næsten uendelig udfadning forsvinder et eller andet sted hen.

Dirigenten Andris Pogas er formodentligt vokset op med Sjostakovitjs musik og det kunne høres. Han og orkestret leverede en stilsikker, omsorgsfuld og meget indsigtsfuld version af den 15. symfoni - i mine øren aftenens højdepunkt.

Med skal lige en buket roser til Aalborg Symfoniorkesters koncertmester Yana Deshkova, i øvrigt også østeuropæer. Ikke nok er hun med til at udvikle strygergruppen til en af de bedste på disse breddegrader, hun udfylder også de solistiske opgaver aldeles formidabelt.

I aftes var hun på overarbejde både i klaverkoncerten og i symfonien. Hun er en meget stor musiker, som i høj grad har del i de fire stjerner.