www.kulturen.nu bringer for tiden en serie om litterære klassikere under overskriften "Den store bog". Forskellige læsere, herunder fagfolk, beskriver i velargumenterede og engagerede tekster, hvorfor denne eller hin bog for dem er blevet "stor".
Man kan mene, at når det gælder litteratur, har nogle værker så stor eksistentiel værdi og udsyn, at de rækker ud over deres samtid. Men gælder det også andre kunstarter - musikken, f.eks.?
De fleste skabende kunstnere skriver til deres samtid - ikke til fremtiden, er min påstand. Hvorfor vil publikum så helst høre musik, der er 200 eller 300 år gammel? Eller flokkes om malerier af Rembrandt og Bruegel og ikke den billedkunst, der skabes i dag?
Hvis man ser på koncertrepertoiret inden for klassisk musik er 90 % af indholdet skrevet af for længst afdøde komponister. Tallet er uvidenskabeligt, men jeg har i op imod 60 år gået til koncert, og da det også er min profession, er det formodentligt blevet til flere tusinde af slagsen.
Langt størstedelen af det klassiske musikpublikum kommer for at høre musik, de har hørt før, måske rigtigt mange gange, måske oveni købet i en grad så de "elsker" musikken.
Da koncert-arrangørerne ofte følger efterspørgslen bliver de fleste programmer stærkt konservative. I 60'erne dannede fremsynede politikere Kulturministeriet med dets imponerende støtteordninger og indbyggede i mange tilskud krav om, at en vis procentdel af den spillede musik eller ophængte billedkunst skulle være samtidens.
Desværre er man siden gået på akkord med dette krav.
Man kan lukke øjnene, men ikke ørerne. Det var en af grundene til, at jeg i min tidlige ungdom valgte lydkunsten som mit område og ikke billedkunsten (hvad jeg næppe heller havde talent for).
Dette fordi jeg mener, at kunstens mening er at udfordre, trænge sig på og forandre verden og menneskene i den. - Kultur bevarer, mens kunst bevæger, som jeg ofte siger lidt nonchalant.
Kunst er skabt til samtiden - dens formål fjernes jo længere den kommer på afstand. Nogle taler om, at visse kunstværker er så "geniale" at de holder mange år fremover. Det må gælde deres æstetiske værdier - ikke deres samfundsrevsende holdning.
Alligevel sender man kunsten på museum og musikken ind i koncertsalen, som også er en slags museum. Dét er i øvrigt forholdsvis nyt - kun et par hundrede år gammelt.
Før den tid befandt kunsten sig der hvor folk færdedes: på torvet, i kirken og - på slotte hos adelen. Med borgerskabets fremkomst oprettedes koncertsale og museer (læs: "templer") for kunsten og så mistede den sin ædle funktion. Engang opsøgte kunsten mennesket, nu skal mennesket opsøge kunsten.
I dag kommer man for at høre Beethoven i koncertsale og se Rembrandt på museer - og glemmer helt, at førstnævnte kom i fængsel for at skrive en opera, der direkte støttede den franske revolution og udfordrede magthaverne.
OG at hans "Ode an die Freude", i dag anvendt som EU's kendingsmelodi, var stærkt kontroversiel i sin samtid. Man har ovenikøbet den uforskammethed at "nyde" den revolutionære musik.
Godt at mester Beethoven for længst har lukket sine øren.