Swingtime og orgeljazz

Koncert - Snorre Kirk kvartet

Alberto Marsico & Organ Logistics

Det er med jazz ligesom med børnenes skolemadpakker. Nogen synes, det er så godt, at de hver dag skulle have det med som pålæg. Mens andre vil rynke på næsen og finde det dybt underligt og forstyrrende.

Hellere kødpølse end jazz.

De sidste skulle have været til stede, da Snorre Kirks kvartet indtog scenen og Klitgården på Tversted Jazzy Days fjerde dag. Med smalle slips, hvide skjorter, sorte jakkesæt og brylcreem-plejet hår lagde de ud med ”Right On Time”.

Temaet spillet nøgent, stilfærdig, nærmest antydende af pianist Magnus Hjort, mens kapelmester og trommeslager Snorre Kirk ligger som præcis timekeeper bagved med kontrabassist Anders Fjeldsted medswingende.

Det er jazz, der i sin nærmest ”klassiske” form hele tiden minder om noget du har hørt før. Ellington, de store blæsere – fra dengang jazzen var melodiøs og kunne trække folk på dansegulvet.

Tenorsaxofonisten Jan Harbeck – i parentes født og opvokset i Aalborg – byder ind med viril og myndig solo. Holder det tæt uden at løbe. 12-24 – jeg ved ikke hvor mange kor. Det bringer associationer til Paul Gonsalves 27 kor på Newport Jazz Festival i 1956, hvor den fik en på frakken i netop Ellingtons ”Diminuendo and Crescendo in Blue”.

Harbeck kan blive ved. Uden at blive træt. Og vigtigst. Uden at trætte os.

Det er på en gang stilsikkert og raffineret, og ikke mindst må du nyde og beundre rytmegruppen, bas og trommer, der swinger ubesværet bagved som marehalm for vestenvinden. Hviskende, ubesværet.

Videre går det med en unavngiven shuffle. Med prøver på pianist Hjort ubesværede, minimalistiske enkelttone spil, afløst af myndige løb, citater fra jazzens skatkammer af melodier, og hele tiden bidragende til det sofistikerede bandudtryk.

Nummeret ”Tangerine Rhapsody” får igen en til at tænke Ellington. Hans komposition ”Caravan”, lyrisk gribende, og Harbecks solo byder både på stormfuldt og vemodsklingende spil.

Og han kan jo spille smørtenor uden at klistre, som det er at høre i balladen ”Yester Year”. Gruppen kan bevæges sig fra det helt tyste, arbejder lydefrit med dynamikken og kan umærkeligt skifte tempo, spille langsomt, langsomt, uden at det slæber.

Vi kender på en måde meget forunderligt allerede musikken, selv om der er tale om nykomponeret materiale fra Kirks hånd. Det er musik, som har dybe rødder nede i jazzens skatkiste.

Vi får en blues, vi får den caribisk inspirerede ”West Indian Flower”, palmesusende poolliv med kulørte drinks og kurvede bikineklædte skønheder.

Og vi får en forrygende opvisning i bas og trommespil – med Kirk selv håndklappende på sættet i tæt dialog med kontrabassens mørke tone, umærkeligt skiftende i tempo, men hele tiden swingende. Enkelt og alligevel så hundesvært.

Stor jazzkunst og meget passende afsluttet med titelmelodien fra gruppens sidste album ”Going Up”.

Jazz, som på en gang er viril og samtidig kan være følsom. Som pigemund, der blæser frø fra en mælkebøtte.

Næste band på scenen – den italienske orgelbetvinger Alberto Marsico, Hammond B3,  med tenorsaxofonist Diego Boretti og danske Esben Bach på trommer, som afløser for Alessandro Minetto – bød på saftig soulfyldt jazz.

Tæt og funky, fed orgellyd og ikke mindst med Boretti i saftige, virile og insisterende soloer. Brændende, men også længselsfulde, vemodige som i balladen ”Ain’t No Love in Town”.

Størstedelen af repertoirer var fra Marsicos egen hånd.

Det er hårdtpumpet, soulfunket, numre, du fint kunne bruge som underlægningsmusik til en gammeldags biljagt i en cool thrillerfilm med Steve McQueen.

Det rykker virkelig igennem og samtidig forstår Marsico siddende bag det lånte B3, nærmest syngende, hele tiden at variere spillet fra det langsomme, til det glædesfylde, sine steder vrælende orgastisk.

Nummeret ”Lou”, dedikeret til den nu afdøde amerikanske sanger Lou Rawls, bød på en stjernestund. Indledt kirketyst på orgel, Bach-koralagtigt, svævende gospelagtigt.

Nærmest en sorghymne mundende ud i en fyrig saxsolo, der fik dig til at tænke – at det var da helt sært, at der ikke gik ild i saxens messing.

Og så var der fest og ballade i afslutningens ekstranummer med jazzydays-formand Sørensen indkaldt som gæstesolist bag sit eget udlånte Hammond B3-orgel i nummeret ”Jackpot”.

Den havde Niels Ole ikke set komme, men han tog udfordringen op og nød det lige så meget som Marsico, band og publikum. Et fint punktum for en stor jazzaften.

Foto: Lars Mørch