Ekstremt EKSTREMT!!!

Koncert - “Green Queen”      

Det er sjældent, at publikum (og komponister) sidder med fingre i ørerne under det meste af en klassisk koncert.

Det skete søndag, hvor musikken ramte meningsfuldhedens lydmur og torpederede trommehinderne med over 120 decibel. Altså på smertegrænsen, det meste af den timelange koncert.

Et par af tilhørerne fortrak til nabolokaler, nogle flyttede sig bagest i salen og personligt kunne jeg ikke tænke klart flere timer efter.

Koncerten med titlen "Green Queen" var ekstrem på flere måder. Musikken er ekstremt svær at komponere, ekstremt svær at spille og ekstremt svær at lytte til.

Det prædikat tager de tre danske komponister Jexper Holmen, Simon Christensen og (cubanskfødte) Louis Aguirre gerne på sig: "Hvor vidt forskellige vi som komponister end er, er vi fælles om at skrive ekstrem, kompromisløs musik med udgangspunkt i hardcoremodernisme", som de skriver.

De fik hver to værker opført, et helt nyt og et tidligere. Det er sjældent man i Nordjylland oplever en koncert med hele tre uropførelser.

Ingen tvivl om, at de tre kan deres kram når det gælder at komponere for slagtøj - det er en vanskelig opgave. De ekstreme lydbilleder og rytmekonstruktioner blev i kortere øjeblikket erstattet af næsten poetisk finesse og raffinement.

Det store batteri af slagtøj (incl. en betonboremaskine) blev forvaltet af én af de få danske, der mestrer de mange instrumenter på topniveau, David Hildebrandt.

Han har specialiseret sig som koncertsolist og har ikke fast tilknytning til et orkester. Det kan man kun, hvis man virkelig er i topklasse.

Hans pædagogiske virksomhed, bl.a. som underviser på konservatoriet i København, er også anerkendt vidt omkring. Men mest er det hans udforskning og fremførelse af slagtøjmusik, der imponerer.

Bag det venlige og rolige ydre gemmer sig en regulær vildmand, der glimrer ved sin koncentration, totale kontrol, forbilledlige indlevelse i musikken og - i gårsdagens tilfælde: udholdenhed som en marathonløber.

Det lydtryk, han selv står midt i, er langt kraftigere, end det, publikum oplever, og det er ufatteligt, at han har sin hørelse og forstand i behold.

Men han kan bare det der.

Spørgsmålet er, om tilhørerne kan det - altså kapere musikken. Der var ikke problemer med applaus og begejstring efter seancen hos den halve snes nørder i salen, men undervejs kunne man iagttage alt fra lettere hovedrysten til chokagtige rystelser i kroppen.

Musikken kan næppe spilles kraftigere, men den kan godt spilles et par niveauer svagere, uden at værkerne mister deres effekt og udtryk. Hvis Hildebrandt havde tilpasset lydtrykket til den lille sal, havde der været plads til at give den gas, når han de kommende dage skal spille koncerten i Odense, Århus, Esbjerg og København i langt større lokaler.

Medmindre det var meningen at gøre folk syge. Det tiltror jeg nu ikke komponister og solist, men risikoen var der i går. Den ekstreme oplevelse fik for mig en ironisk afslutning, da jeg satte mig ind i bussen efter koncerten og fandt et skilt på stoleryggen foran mig med teksten "Plads til ro"...

Foto: Stine Viuf  

"The Green Queen", Koncert,i Nørresundby Rådhus, søndag