Det nære, det sære, det uforglemmelige

Koncert - Golosa la Orquesta & New Jungle Orchestra

Halkær Festivalen og dets mangeårige booker Eskil Romme, økologisk landmand og selv udøvende musiker, er en institution i det nordjyske musiklandskab.

Det kom derfor som en uventet overraskelse, at lørdag aftens Halkær-koncert blev indledt med et farvel til netop Romme, som efter 30 års booking har valgt at stoppe. Romme om har om nogen været garanten for, at du på spillestedet Halkær Kro og Kulturhus kunne høre ganske anderledes musik.

Det nære, det sære og det uforglemmelige. Folk, verdensmusik og cross over. Alt fra afrikansk musik til keltisk folk, Savage Rose, Povl Dissing med sønner, Hausgaard og svensk, norsk, dansk, islandsk og alverdens folkemusik.

Eskil har om nogen været med til at skabe den unikke musikalske profil, som Halkær har. Og gerne skulle beholde. For når ingen andre turde eller kunne se den musikalske kvalitet, så kunne Romme det.

Det var derfor mere end passende, at der blev sagt pæne hyldestord fra Lars Peter Nitschke, musikforeningens bestyrelse, før aftenens første band, mens Eskil selv stod uden af øjesyn backstage i kulissen.

Men se om han ville komme på scenen og modtage den 12 års single malt, der var hædersgave. Også selv om musiksalens publikum taktfast og stående entusiastisk råbte:

- Eskil, Eskil, Eskil.

- Jeg kan se på Gertrud (Eskils kone – red.), at det ikke kommer til at ske, lød det fra Lars Peter Nitschke.

Og sådan blev det så, inden koncertaftenen gik i gang med aftenens første band, det chilenske Golosa la Orquesta.

I øvrigt forlyder det fra sædvanligvis pålidelig kilde, at det er sangskriver Allan Olsens faste lydmand, Jan Vinther, som skal overtage bookingjobbet, når Romme stopper ved årets udgang.

Fem m/k gruppen Golosa tæller Danka Villanueva, violin, vokal, Carolina Martínes, leadvokal, quarto guitar, Gus Valenzuela, el-guitar, Nicolas Romerao, keyboards, synth, og Hugo Jara, trommer og percussion,

Gruppen lagde ud som rimeligt traditionelt latinamerikansk band med rytmer rodfæstet i mambo, chachacha og boleros, men har siden tilføjet rockelementer og improvisation. Blander forskellige stilarter og inspirationer.

Det er vældig dramatisk musik, hvor følelserne sidder uden på tøjet. Popagtigt appellerende, højt tempo og høj lydstyrke, og det er faktisk lidt en skam, at Carolina Martínes ellers så udmærkede og udtryksfulde stemme drukner i det massive lydbillede.

Rytmisk er det lidt kantet. Chilensk folklore går rock’n’roll, og det er svært at finde en egentlig musikalsk ledetråd i al denne overdådighed. Lidt ligesom at stå i en bland-selv-slikbutik og ikke kunne finde ud af, hvad du skal vælge.

Det heftige tempo skal illudere temperament og inderlighed, men det er først i en mere afdæmpet kærlighedsballade om el corazón (hjerte på spansk – red.), at Martínez får lov at folde netop det ud.

Det bliver lidt stor ståhej for ingenting, og der kommer først rigtig gang i dansegulvet, da den afrikanske percussionist Aiy Solomon (New Jungle Orchestra) slutter sig til som gæstesolist og får klappet inciterende latindansrytme på sin tromme. Og så går der fællessang – åh, åh, åh – a la Lars Lilholt i salen. Det måtte jo udløse et ekstranummer, og sådan blev det.

Efter en lille halv times pause var det så verdensmusik og mini-bigbandet New Jungle Orchestras tur til at forsætte festivalløjerne.

Desværre uden den annoncerede grønlandske sanger Rasmus Lyberth, hvis fly var aflyst på grund af stormvejret på Grønland.

New Jungle er i særklasse godt. De blander virilt, præcist og humoristisk musikalsk inspiration henter fra vestafrikansk musik, fynboen Carl Nielsen, jazzens Ellington, New Orleans og børnesange som ”hønsefødder og gulerødder”.

42 år har de stået på scener overalt i verden og spillet både for den japanske kejser og Nelson Mandela. I spidsen for det hele finder du guitarist og kapelmester Pierre Dørge, 77 år, der har formet musikken og bandet med sine sære og skæve ideer.

Vi fik et timelangt udvalg af orkesterets rige bagkatalog. Lagde ud med ”Dancing in the Jungle”, indledt efter en af Pierres omstændige og latterfremkaldende introer, om hvordan han først lærte at spille guitar – på en mandolin!

Inden blæsergruppen, Mygind, Banke, Halle og Agerholm, efter Dørges filigranintro på guitar satte i med præcise og velklingende kor. Præcist swingende. Efterfulgt af atonal hønsepludren, inden den saftige Banke-solo, og senere trombonespiller Agerholm med hænderne illustrativt over hovedet lærte os at klappe i rytmisk takt.

Bollywood-hymnen ”The Monsun Moon” fulgte, afløst af Carl Nielsens hymne ”Det koster ej for megen strid”. Intro, smukt klingende på flygel af Irene Becker, inden Jakob Mygind tog over i en sopransolo, spirituelt eftertænksom. En solo, der kan få én til at tro på, at der er en Gud. Inden hele blæsergruppen satte ind i majestætisk vælde.

”Stranger than Jim” med gæstebassist-afløser Niels Davidsen i en magtfuld, formet solo, eller hvad det griotinspirede gambianske nummer – med den eftertænksomme tekst – ”se, se, se -stjernerne og månen – hvor skal de hen?”

Ellington møder Satchmo og hænger ud i baren med den amerikanske filminstruktør Jim Jarmusch, så hvorfor ikke sende blæserne ned en tur rundt blandt publikum – og det gjorde de - inden vi fik sat punktum for en sjælden legesyg og veloplagt koncertoplevelse.

Nuanceret junglemusik i nye arrangementer og med en skarpere friskhedskant og med et godt velafbalanceret lydbillede.

Fornemt!

Foto: Arkiv, Lars Mørch, m. fl.