Skip to main content
Koncert

Gammel musik i ny dragt

Koncert - Dreamers' Circus

23.juni sidste år anmeldte jeg her på Kulturen.Nu en koncert, og jeg skrev: "Jeg var skuffet allerede før jeg gik ind i Musikhusets store sal torsdag aften - jeg havde simpelthen fejllæst programmet. Jeg havde set frem til en koncert med lutter folkemusik i ny dragt med trioen Dreamers' Circus".                         

Mit hede ønske om en koncert med Dreamers' Circus opfyldte Musikhuset så lørdag, da man kunne høre trioen "solo" i den såkaldte Intimsal.

De tre musikere er Rune Tonsgaard Sørensen, dansk/færøsk klassisk violinist, svenskeren Ale Carr, der med rod i folkemusik spiller strengeinstrumentet cister, og den danske jazzpianist Nikolaj Busk.

De er alle koncervatorieuddannede og mestrer alle flere instrumenter og skifter behændigt mellem dem. Repertoiret er enkelt udtrykt folkemusik, både traditionel og nyskreven.

At de har udgangspunkt i jazz og klassisk har en pointe. I 60'erne fandt folkemusikken vej til koncertsalen, da især norske og svenske jazzmusikere begyndte at flirte med de århundredgamle folkelige, ofte anonyme, sange og melodier.

Man begyndte at tale om en "nordisk tone".

På dansk grund var især sekstetten De Nordiske Spillemænd fremme i skoene. Den blev dannet i 1972 og i tre årtier turnerede den ikke blot Danmark og Norden rundt, men store dele af verden med det, der kom til at hedde "verdensmusik".

Det er denne tradition, Dreamers' Circus har gjort sig til en del af, siden de tre musikere tilfældigt mødte hinanden i en bar i 2009. De gør det formidabelt og det er lykkedes dem at forny genren meget kvalificeret.

En stor del af repertoiret er således nyskreven folkemusik, altså helt nye kompositioner (en af dem fik sin uropførelse lørdag) i folkemusik-stil.

Det lyder undertiden som en slags komponeret improvisation, hvis den modsætning findes. De tournerer over hele verden og har en pænt booket kalender, selvom de passer andre musikerjobs samtidigt.

Baggrunden for succes'en er dels, at de er passionerede i forhold til folkemusikken, dels at de i bund og grund er musikanter og formår at have et ubundet og spontant forhold til musikken, selvom der ligger et stort bevidst arbejde bag deres optræden og et element af forskning i den gamle musik.

Musikalsk er de på sikker grund med deres uddannelser, og de forstår at formidle deres passion, så der opstår en feel good-stemning, når de spiller.  De går ikke af vejen for, som lørdag, at indlede med en sats fra Vivaldis Årstiderne, før de kaster sig ud i hopsaer og polskaer.

Lørdag glemte jeg helt skuffelsen fra i sommer, for Dreamers' Circus gav den fuld skrue foran 300 publikummer (altså udsolgt), der trodsede uvejret, lørdagsslikken og flimmeren for at høre gedigen folkemusik.

Faktaboks

  • Medvirkende:
  • "Dreamer's Circus: Rune Tonsgaard Sørensen, violin m.m., Ale Carr, citer m.m., Nikolaj Busk, klaver, harmonika m.m.
  • Program: Folkemusik i bred forstand. Trioens egen nykomponerede musik i folkemusikstil
Arkiv