Godt Menzer kiggede forbi…

Koncert - ”Dream City Burning”

Det gamle snedkerværksted, nu Aalborg Vestbys mest intime og spændende spillested Abzalon, kan melde alt udsolgt denne torsdag aften, selv om de står tætpakkede under festivaltrækronerne i Skalskoven i Nibe.

Og hvorfor nu det?

Jo. En flok ældre herrer, som var med dengang, det hed piktråd og beat, hyggede sig ude bagved i gården, før de skulle på scenen. De var med dengang Skousen & Ingemann, Young Flowers og Burnin` Red Ivanhoe satte kursen for dansk rock, inden Gasolin tog over og blev folkekære på en måde, som vi skal frem til Folkeklubben for at opleve igen herhjemme.

De kalder sig ”Dream City Burning”, og tæller Kim Menzer, mundharpe, sax, vokal (85 år), Peter Ingemann, bas, vokal, (79 år), Tømmerclaus, guitar, vokal, (77 år) og Søren Berlev, trommer, (73 år).

Abzalon er udsolgt denne aften, og alle er spændt på, hvad de nu vil spille. Holder det?

Scenen står klar, vi er gået lidt over tid. Tømrerclaus går på scenen og får sine støvler og sin høje hippiehat på. Berlev er ude for at tisse og får sig en fadøl. Ingemann tjekker ude i gården, om bandbilen er ordentligt låst.

Men hvor er Menzer henne?

Stående i baren med blok og spidset blyant spørger jeg barpersonalet. Menzer har booket fly fra København til en forkert dato, nemlig i morgen, men han har fået et nyt aftenfly hos Norwegian. Men lander først til andet sæt.

Så går den fortabte trio, Ingemann, Tømrerclaus og Berlev, på scenen. Med en Ingemann intro om, at ”vi ikke har set Menzer, siden en vellykket koncert i går"

- Men lad nu toner og rytmer flyde ud, så må vi få lidt struktur på det.

En løs, flippet intro følger med bas, trommer og guitar i total selvoptaget navlepilleri.

Ingeman synger: ”Der er stjerner her på himlen, og det er for din skyld”

Der er dømt 60’er nostalgi, så det gør ondt. Og det ville være til at leve med, hvis det ikke var fordi, det bliver leveret så ringe.

Spillet ustruktureret løst. En gammel Young Flowers-klassiker, tror jeg. Men leveret monotont og rodet. Det var som om ingen af de tre, må man ellers tro, habile musikerhåndværkere lyttede efter hinanden, men bare stod i hver deres boble og stenede i gamle minder.

Der kom lidt liv og gnist i ”All Blues”, en tolkning af jazztrompetist Miles Davis-nummeret, med tekst af Dan Turèll , i 3/4 dels takt - ”Se hvordan hjulet drejer rundt og rundt”, lyder det. Ligesom nummeret ”Søgelys” ramte tungt hippieflippet.

Som gimmick og tæt på oplevelse var det i top, men rent musikalsk var det kun til et ganske knebent bestået.

Med trommeslager Berlev tungt hængende på beatet, med Tømrerclaus fordybet i sin evigt gentagne Hendrix-kopiering, og med Ingemann med skælvende og ikke helt ren vokal, men overbevist om egen ufejlbarlige kompetence. Nostalgisk hippiehygge, men uden gnist og engagement.

Så var det pause, og Menzer ankom sådan cirka 21.15. Og så var der rigtig lang pause, vel en tre kvarter oveni, inden han gik på scenen. Og som når troldmandslærlinge Harry Potters rektor Albus Dumbledore svinger tryllestaven, var alt med ét forandret.

Menzer lagde ud med en fed mundharpebåret sang om at blive ældre, med en tone, så skarp og præcis, at du kunne have skåret rugbrødsskiver med den. Alderdomsblues på den fedeste måde.

Menzer på sax, mundharpe og med en lejlighedsvis veloplagt dans blandt det siddende publikum, fik det hele til at samle sig. Fik bandet til at hænge sammen i kraft af sit ubestridte musikalske talent, lyst og energi til at ville og få det bedste ud af denne aften.

Han kunne som solist have båret det hele selv. Men det var utroligt at opleve hans dedikation og ildhu for at få det til at lykkes og forløses sammen med den indebrændte, selvoptagede trio. Der pludselig fik ny luft og blomstrede.

Det var en rodet forestilling, men uden Menzer ville det have været et grusomt spild af musikalsk tid.

Godt at han kiggede forbi.

Foto: Lars Mørch