Chefen og stjernerne

Koncert - Bryn Terfel 

Da Aalborg Symfoniorkester for få år siden blev lagt ind under Musikkens Hus, var et råd fra mange, at den nye organisation gjorde det vigtigt at få en stærk kunstnerisk ledelse separat for orkestret.

Det skete.

Og for et par uger siden bragte www.kulturen.nu et portræt af dirigenten Tecwyn Evans, der tiltrådte som kunstnerisk chef sidste år. Selv oplevede jeg ham første gang, da han som konferencier indledte orkestrets sæson 2. september.

Det var et positivt møde. Evans præsenterede orkestret og den nye sæson med charme, overskud, engagement og indsigt og tog kegler med et lille stunt:

"Om lidt skal orkestret stemme, men jeg synes, vi første lige skal stemme publikum", sagde han og fik salen til at brumme en farverig udgave af kammertonen.

I aftes var det så dirigenten Tecwyn Evans, der var på podiet - ikke uden en vis spænding herfra. Så ham vender vi tilbage til om lidt.

For koncertens absolutte hovedperson var nemlig den walisiske operasanger Bryn Terfel. Han er basbaryton, betegnelsen for et stemmeleje mellem bas og tenor.

Han er et verdensnavn, har sunget i de fleste store operahuse under store dirigenter, har modtaget en pæn række priser og er slået til ridder. Alt sammen ikke uden grund.

Terfel er nemlig, hvad man kalder et naturtalent. Han har en utrolig stor, men meget nuanceret stemme, et gudsbenådet dramatisk talent, og hans fremtræden som noget mellem en gentleman og en gadedreng er dybt charmerende.

Han er gennemmusikalsk, og på trods af den voldsomme volumen, han magter, kan han også forfine og fortynde stemmen til det næsten uhørlige. Programmet torsdag var en slags præsentation af hans kunst.

Han havde den svenske sopran Cornelia Beskow med som makker, men hun fik heldigvis lov at optræde alene også. Også Beskow er midt i en imponerende karriere - med pæne priser og fine engagementer.

Hun er en udpræget Wagner-sanger, men som Bryn Terfel har hun et enormt register, både stemme- og volumenmæssigt og dramatisk. Hun er ung, 35 år, og det er ingen tvivl om, at hendes stjernekvaliteter vil sende hende på kunstnerisk himmelfart.

Koncertens program rummede 11 numre på 90 minutter - små og større ting af Verdi, Dvorak, Wagner, Sibelius m. fl. - men hvad kan med det andet end præsentere en slags udstillingskatalog for kunstnerne? Det hele var noget potpurri-agtigt, leveret i et hæsblæsende tempo.

Så er vi tilbage ved musikchef og dirigent Tecwyn Evans. Som det første er det et scoop, at han har fået to store sangere (Terfel vist for anden gang i Aalborg) til byen.

Han er tilsyneladende også en chef, der forstår at få sit - og byens - orkester drevet videre frem af en frugtbar vej, det har gået de senere år. Det er faktisk et rigtig godt orkester. Men dirigenten Evans?

Ham synes jeg faktisk ikke, vi hørte så meget til torsdag. Jovist, han var der, han svang taktstokken og der kom lyd ud. Ind imellem for meget.

Så stor er musikhusets koncertsal heller ikke.

Programmet kunne diskuteres, også den hæsblæsende aflevering og det synes jeg smittede lidt af på direktionen, som ind imellem var standard-agtig og lettere ukoncentreret.

Men: han gav, sammen med de to verdenssangere den halvt fyldte sag en god og især underholdende oplevelse. Det er da også noget.

Foto: Nicolas Cho Meier, Musikkens Hus.