Crooner med Dylan i ærmet

Koncert - Curtis Stigers

Den amerikanske crooner Curtis Stigers, 56 år, er garant for poppet jazz, skridsikkert leveret, absolut professionel mainstream fra øverste skuffe.

Men han er også en charmerende entertainer, der hurtigt fik humoristisk greb i salen på Klitgården med sin small talk om, hvor rart det var at være ude af køkkenet igen efter halvandet års coronaisolation.

Hvor han stod set havde tilbragt de sidste halvandet år i pyjamas, sammen med sine hunde og konen. Ikke fordi han ikke elskede dem, men det var nu rart at være tilbage i Tversted og gå tur til stranden og spise franske hotdogs.

Det var faktisk på grund af dem, han og bandet var kommet til Danmark, betroede han os. Og så fik vi en minutiøs redegørelse for, hvad hver enkelt musiker havde spist, da de gik tur. Inklusive isvafler.

Bandet bag Curtis, vokal og tenorsax, talte i øvrigt Matthew Fries, flygel, Cliff Schmitt, kontrabas, og Paul Wells, trommer.

Og før al småsnakken og Stigers forsøg på at udtale Tversted korrekt på dansk, havde vi lagt øre til to numre – ”I’ll Be Home” og ”What’s so Funnny about Peace, Love and Understanding”.

Curtis selv iført changerende silkejakkesæt synger maskulint klart og stærkt, ikke ganske ulig Frank Sinatra, men kan også sin scatsang eller gå op i det høje register for lige at farve melodiens ord.

Og så spiller han en allerhelvedes god tenorsax, lige på, hurtigt og ganske brændende.

Akkompagnementet bag ham var superprofft, ikke noget at udsætte der. Det var musikere som lå tæt og swingende, men især Matthew Fries skilte sig ud og slap bedre end godt fra sin iderige sololøb på det store flygel.

Vi fik også den gamle standard ”My Funny Valentine”, en fin og tæt ”Centerpiece” – Harry Sweets Edisons gode melodi med indledningslinjen - The more I'm with you pretty baby/The more I feel my love increase”, men ellers er Curtis god til at vælge usædvanlige sange.

Ikke bare pop, men også blues, soul og i det hele taget sangskrivere, som du ikke umiddelbart forbinder eller tænker ligger lige for at sætte i jazz.

Det fik vi overbevisende prøver på i andet sæt, hvor Curtis efter en halv times pause lagde ud med selveste Elvis Presleys ”That’s Allright, Mama”, hvor det gik over stok og sten. Up-tempo og med sangeren flittigt citerende fra andre Elvis klassikere hen mod nummerets finale.

Her blev plads til en balladestilfærdig ”A Lifetime Together” og ”Remember” om at være blevet dumpet af den eneste ene. Så gik der gospelblues i nummeret ”John The Revelator”. Skrevet af Son House og Willie Blind Johnson i 30’erne.

Her leveret uden musikalsk akkompagnement, kun med taktfaste klap og fodtramp sang Curtis sig helt ud og lungerne flade og efterlod et betaget og ganske overvældet publikum. En bevægende, stor stjernestund

Snart efterfulgt af titelmelodien ”This Life” fra tv-serien ”Sons of Anarchy”. En blid melllemlanding på den whiskersdæmpede ”As Usual”, inden Stigers ganske overraskende trak selveste Bob Dylan til jazztruget med en forrygende, tændt udgave af ”Things have changed”.

Den nærmeste dommedagsagtige profetiske tekst om at være et sted, hvor man ikke rigtig har lyst til at være, men hvad skal man gøre, når alt og hele verden har forandret sig.

“People are crazy and times are strange/I'm locked in tight, I'm out of range/I used to care, but things have changed/This place ain't doing me any good”

Selvfølgelig fik vi også gennembrudshittet ”I Wonder Why”, kærlighedsballaden, som kickstartede Stigers karriere for 30 år siden. Inden et godt underholdt og tændt publikum med stående ovationer fik ekstranummeret ”The Wee Small Hours of The Morning” – meget passende en Sinatra-klassiker.

Det var en aften, hvor første sæts lidt for velpolerede showagtige levering, blev afløst af ganske anderledes nærvær og intensitet i andet sæt.

Mere tændt, bedre syngende og med et par virkeligt betagende stunder med gospel-blues og Onkel Bob fra Amerika.

Foto: Lars Mørch