Blues i snedkerværkstedet

Koncert - Big Creek Slim med band

Sjældent har et ternet viskestykke suget så meget sort bluessved …

Hov, skrev han virkelig sort. Ja. For den 38-årige Big Creek Slim bekender sig til og spiller den sorte blues, sådan som Muddy Waters, Ligthtnin’ Hopkins og John Lee Hooker gjorde det.

Navne som skabte og formede den blues, som altid havde forbindelse til og handlede om hverdagslivet som undertrykt sort. Men også om jobbet, dagliglivet, festen, kvinden og sprutten. Fortvivlelse og glæde samlet i et ganske enkelt og alligevel så medrivende musikalsk udtryk – the blues.

Som han står der på scenen, Marc Koldkær Rune, født i 1983 i Ikast nær Herning, i ternet skjorte, er han i en størrelse, du ikke sådan lige kaster rundt med.

Muskuløst velbygget uden at være klejn, står han der med sin brunslidte halvakustiske guitar, der ligner et røverkøb fra en konkursramt pantelåner

Bag sig har han Peter Nande, mundharpe, Marco Diallo, trommer, Jakob Kortbæk, Kierkegård, elbas og Christian Vendelbo, keyboard.

- Ro på, vi tager den stille og roligt, lyder det fra Big Creek, og så er vi i gang med første nummer. Oh yeah, something is wrong, with my machine …

Han synger med en stor, stærk stemme, kan tordne som et vredt uvejr eller vride sig i pinefuld smerte. Det er en bluesstemme, der vil dig noget, og bandet bag ved er sejt gyngende.

Om at bilen ikke vil køre, og Big Creek ville ønske han var en ørn, så han kunne flyve over bjergene og finde sin elskede.

Det er hedt her i det gamle snedkerværksted i baggården til Absalonsgade, og det varer ikke længe får Big Creek sender et spørgende blik mod baren. Kunne de ikke hjælpe? Indtil en behjertet kvindelig tilhører får kastet et ternet viskestykke op til ham på scenen.

Det får agere badehåndklæde resten af aftenen, mens Big Creek og drengene fører os på en sand tour de force-rundtur i bluesverdenen.

Det her er ikke superraffineret teknisk blues. Det er lige på og enkelt. Når Big Creek får højrehånden til at køre som et damplokomotiv på vej gennem nattemørket i Mississippi, er du ikke i tvivl om, hvad blues handler om.

Hvor hårdt livet kan være, men også hvor fedt, og lad os nu danse, more os og glæde os over, at vi er i live. Så det gør vi her på de brede malerplettede gulvbrædder med solide træborde og et udvalg af stole, der spænder fra mageligt kurveflet til terrassestole af stålrør.

”The Blues Got The Blues” hedder et af numrene, og Big Creek i vokal front styrer sit band med et øjekast og nik, når det er tid for en solo. Peter Nande spiller en saftig vampet mundharpe, og keyboardspiller Christian Vendelbo kan lade fingre hoppe som lopper på en hed pande, når han fylder ind med sine stridekor på de sort-hvide tangenter.

-Det er lang tid siden, jeg har hørt så kraftig blues, lyder det fra min sidekammerat.

Og han har ret. For det er det Big Creek Slim kan og gør – gør bluesmusikken til andet og mere end en nedslidt kliche. Du ved ”Sweet Home Chicago” og så kan man altid få gang i dansegulvet.

Her er der plads til numre som John Lee Hookers ”Bottle Up And Go”, men Big Creek kan finde på bare at råbe et A eller et G til sit band for at angive tonearten og så kaste sig ud i en sejtrukken boogie.

Og bandet bagved bare nyder det og følger med, opmærksomt og lydhørt. Både højeksplosivt med fuld fart på eller med både tyngde og dybde i de langsomme numre.

Efter første sæts pause fortsatte bluesløjerne med ”Shake Your Booty” og der kom snart gang i dansegulvet efter opfordringen …

-Vi insisterer på, at I skal danse. Jeg er ligeglad med, om det så er en fuld dame på 70. I skal danse…

Her var fine stunder. Big Creek selv på slide i henført duospil med Nandes hulkende mundharpe og med tordende stemmepragt, der kunne have høvlet hele gulvet af.  Big Creek har virkelig udviklet sig musikalsk, siden vi sidst hørte ham ”før coronaen aflyste alt” for to år siden på Den Blå i 2019 .

Swampet Louisianna blues men også Bo Diddleys “Who Do You Love”, inden vi røg ud i ekstranumrene –  både Muddy Waters ”Hoochie Coochie Man” og Howling Wolfs ”Smokestake Lightning”

I en udgave som Muddy ville have være glad for og stolt af at høre.

En sveddryppende, stor aften med sort blues i snedkerværkstedet. Med et sandt blues energibundt.

Foto: Lars Mørch