Beethoven støtter Ukraine

Aalborg Symfoniorkester, støttekoncert.

Der er krig i Europa. Det er heldigvis ikke hverdagskost, og den brød ud lang tid, efter at Aalborg Symfoniorkester planlagde torsdag aftens koncert, der havde overskriften "Eroica".

Det var næsten umuligt ikke at tænke på Ukraine undervejs, især hvis man havde historien om Beethovens symfoni "Eroica" fra 1805 i baghovedet.

Dette første "politiske" værk i historien var oprindeligt tilegnet kejser Napoleon som befrier fra undertrykkelse, men da han kronede sig selv som kejser trak en vred Beethoven tilegnelsen tilbage og kaldte symfonien "Eroica".

Det er et 50 minutter langt værk, der portrætterer og hylder helten, der revolterer mod det bestående og magten, og værket er revolutionært i sig selv.

Alene længden, men også tonesproget med dets tydelige helte- og revolutionstemaer og det, der også var nyt på den tid: udvikling, forandring i musikken som modsætning til gentagelser og vage volumenforskelle.

Det er dejligt at spille Beethovens Eroica-symfoni, fordi det er et meget ambitiøst og monumentalt værk, som kræver meget af alle musikerne. Det er overmåde flot når det virkeligt lykkes.

Det gjorde det torsdag med den schweiziske velrenommerede Hans Graf på dirigentpodiet. Hans varemærke er klarhed, et enormt overskud og stor myndighed. Eroica er én stor kraftudladning, som kræver energi og udholdenhed, men selv den krævende, rhapsodiske finalesats var perfekt.

Koncertens første del indeholdt Beethovens violinkoncert, komponeret næsten samtidigt med "Eroica", men musik af en helt anden beskaffenhed. Her er intet drama, ikke ekvilibristiske falbelader som ellers var moderne på den tid.

Koncerten er ellers tilegnet vidunderbarnet Franz Clement, der var kendt for sin show-agtige optræden. Koncerten ejer ikke "Eroica"s storhed, men er alligevel elsket for sine smukke temaer, sin ro og intimitet.

Soloen var lagt i hænderne på lettiske Baiba Skride. Hun leverede en solid og partiturtro version, som man følte sig godt tilpas i. Det virkede som om hun selv følte sig mest tryg i andensatsen, hvor skønheden læner sig op ad sentimentalitet, men aldrig overskrider grænsen.

Førstesatsens kadence (det frie improvisationsagtige solostykke) var smuk og logisk formet, men som vanligt savnede man, at ophavsmanden til kadencen blev nævnt i programmet.

Det er en fejl, især når det gælder en af historiens mest spillede koncerter, som mange violinister har komponeret kadencer til. Baiba Skride er en stor musiker, men i aftes virkede det som om, hun i en for ung alder har nået sit potentiale.

I mandags kunne man i Musikkens Hus høre den ukrainske pianist Alexei Grynyuk og torsdag aftens solist er altså fra Letland. Selvom det ikke var tilsigtet er det svært ikke at høre koncerten som kunstens indirekte kommentar til virkeligheden.

Måske derfor var koncerten dedikeret Ukraine. Man indledte med Ukraines nationalmelodi og taler ved direktøren for Musikkens Hus og udviklingsminister Flemming Møller Mortensen. Billetindtægten på 200.000 kr. vil sammen med en indsamling blandt musikerne på 35.000 kr. blive sendt til Red Barnet som støtte til Ukraine.

Foto: Nicolas Cho Meier.