Tuba or not tuba

Koncert - Barber, Marsalis, Dvořák                                                       

Det er ikke længe siden, at der i Aalborg var spot på piccolofløjten ved en festival. I aftes var der spot på et andet af symfoniorkestrets niche-instrumenter, tubaen.

Normalt er der én tuba i et orkester, i større sammenhæng 2-3. Der findes kun en snes egentlige koncerter for tuba, men hundredevis for klaver. Den store blæser er genstand for mange vittigheder, f.eks. om, at det kun tager et par måneder at uddanne sig som tubaist - man spiller jo bare bum-bum engang imellem.

Sådan er det selvfølgelig ikke. Tubaen er et respektabelt instrument, og for nogen tid siden stødte jeg da også på et 30-mand stort tubaorkester midt i Aalborg.

Torsdag aften opførte Symfoniorkestret en koncert af amerikanske, hos os ret ukendte, Wynton Marsalis. Solist var ligeledes amerikanske Carol Jantsch, der har et godt ry på sit område.

Marsalis har fundet en portion humor frem, hentet idéer fra sit bagkatalog som jazzkomponist. Importeret nogle latinamerikanske rytmer. Arbejdet sammen med Carol Jantsch, fordi han ville skrive en koncert netop tilpasset hendes talent og temperament.

Jeg synes, det er en dårlig koncert, og hvis rygtet taler sandt, har komponisten i hvert fald ikke ramt ambitionen om at udnytte solistens talent.

Banale effekter som solisten, der nynner, mens hun spiller, hele orkestret, der klapper og den slags, synes at træde i stedet for en udnyttelse af tubaens mange muligheder, og Carol Jantsch's evner til at udnytte dem.

Bortset fra sidste sats var der ikke megen virtuositet til stede. Det hele virkede meget distant - solisten stod med siden til publikum og ansigtet skjult af tubaens store schallstykke - alligevel druknede hun i orkesterklangen på lange stræk.

Hvorfor anvender Marsalis ikke begge tuba-typer? Hvorfor eksperimenterer han ikke med hele tubaens register? Hvorfor udfordrer han ikke solisten med mere ekvilibrisme? Hvorfor har Jantsch ikke udfordret komponisten til andet end en omgang godmodig og behagesyg musik?

Efter pausen kunne publikum slappe af med Antonin Dvořáks 5. symfoni, en smuk sommersang fra de bøhmiske skove, men desværre i en mest kedelig, undertiden lidt slatten version.

Heldigvis indledtes koncerten med Samuel Barbers "Essay nr. 1", aldeles fremragende udført og dirigeret af orkestret og den colombianske, yderst sympatiske dirigent Lina Gonzalez-Granados.

Via en meget distinkt og stringent direktion når hun frem til dybder i musikken, som få dirigenter formår. Det hørtes i Barber; hvorfor ikke i Dvořák? Og hvorfor gider hun dirigere Marsalis?

Alt i alt en tilforladelig koncert, men ikke mere. Spektakulær, ja, men ikke sådan rigtigt. Heldigvis for de medvirkende var den halvfyldte sal befolket af et loyalt og høfligt klappende publikum.

Koncert, Musikkens Hus, torsdag.

Foto: Privat og Fruensgaard.