Knuselskelige Aakjær

Koncert - Annika Aakjær med band

Hvordan skal man beskrive sådan en koncert med Aakjær? Efter at have kæmpet sig igennem en halvanden time lang koncert i Horsens sidste år, dopet af betablokkere p.g.a. for højt blodtryk, og efterfølgende været nede med stress, er sangskriver Annika Aakjær tilbage på scenen

I front foran sit band, som en slags rødhåret Batwoman, i klædelig sort-blå heldragt med pailletter lægger den 39-årige eksilnordjyde opvokset i Vodskov ud for fuld skrue.

Backing bag tæller trommeslager, to gange keyboards, bas og korsanger, og lyden er stor og massiv. En slags keyboardbåren pop-rock. Skråens Royal Stage er totalt proppet af et dedikeret publikum. Mange der lige som undertegnede knuselsker Aakjær for hendes ligefremme, åbenhjertige sange. Den der ærlige kvindestemme, der undrer sig over livets almindeligheder og ualmindeligheder.

Om at blive ulykkeligt forelsket. Om kærlighed. Om at forsøge at rydde op hos den far, der boede 500 meter fra Nordkraft, da han havde fået amputeret sit højre ben. Det hele set og beskrevet uden filtet med undrende kvindeøjne og ikke uden sans for livets overvældende komiske sider, uanset hvor sort det ser ud.

Det kan jo være svært at være forelsket i en ”der har et navn fra Biblen af, og jeg hedder bare Annika”. Munter selvransagelse veksler hele tiden med det modsatte i hendes sange.

Men du skal kunne høre, hvad hun synger for rigtig at blive indfanget af hendes skarpt poetiske univers. Og det kneb godt nok denne aften. Når Annika spillede solo på den akustiske, eller når hun kastede sig ud i en sine snørklede, anekdotiske introer, havde vi ikke besvær med at høre hvert ord.

Men når bandet kom på druknede ordene. Desværre. Og alt for ofte. Det gav hele koncerten et underligt springende forløb i sin vekselvirkning mellem imposant overvældende poplyd og fortrolig sangskriverhenvendelse.

Men der var mange fine stunder undervejs i den halvanden time lange koncert. Som i sangen om at turde satse på kærligheden i ”Alt hvad jeg ville sige” – med åbningslinjer ”jeg står ansigt til ansigt med det, jeg vil, ansigt til ansigt med der, der skal til, alt for længe har jeg stået stil’, nu fløjter jeg kampen i gang og sætter alt på spil”.

Eller hvad med at møde en, der kommer gående imod dig på vej til Netto, som Annika har været nøgen sammen med. Og gerne vil være nøgen med igen. Det er her i introerne, at vi kommer tæt på og mærker Aakjær – inden vi får sangen ”Med det samme”.

Eller hvad med det vemodige, men også fandenivoldske portræt af far i ”Skulder ved skulder” – med linjerne ”Og hvis nogen skulle komme og påstå at du drikker for meget, så skal jeg nok sørge for at blive fuldere end dig. Og hvis nogen går og synes at jeg er for meget, så står du lige her skulder ved skulder hos mig”.

Hverdagspoesien havde ofte svært ved at trænge igennem og en bedre nuanceret lyd  havde ganske givet koncerten en gevaldigt løft, og Annika langt bedre mulighed for at folde sig ud som syngende frontfigur..

Vi fik numre som ”Pop” med elegant udnyttelse af Spotifys algoritme og et lidt lavere lix, end du normalt oplever i Annikas sange – med åbningslinjen ”Musik fra en bil uden tag, pik og patter det er fredag, jeg har for meget tøj på, på en sommerdag”.  

For hun er noget særligt på den danske musikscene og kan noget særligt, på en gang rørende og realistisk i sin skildring af livet uden filter. Som da hun til sidst i det ordinære sæt betroede os, hvor glad hun var for at vi nu skulle høre det sidste nummer.

- For så ved jeg, at jeg er kommet igennem.

Hvorefter vi fik fortællingen om da hun gik psykisk ned med flaget ved Horsens-koncerten. Græd i tre timer før hun skulle på scenen alene foran 3000, dopet af betablokkere, så hun ikke kunne mærke sig selv og sin egen naturlig adrenalin og glæde ved at spille.

Hvad var mere velvalgt end at følge op med ”Gode Nyheder” – ”et knus kan fikse det meste på 20 sekunder, men jeg er alene i et sommerhus”, hvor Annika ovenikøbet hoppede ned fra scenen for at synge spadserende blandt publikum.

Inden vi gled i ekstranumre og sluttede af med en henført udgave af Michael Falchs ”De vildeste fugle”.

Velkommen tilbage til AA, som der stod på bagtæppet med en lynende streg igennem – en dansk kvindelig sangskriver, der tør tage fat i død, ulykke, familie og kærlighed i sine poetisk-skarpe sange.

Foto: Lars Mørch