Koncert: Annika Aakjær, solo
Hvis du har været til Annika Aakjær før, ved du godt, at en stor del af hendes optræden – måske halvdelen – består af skarpt, præcise og underholdende kommentarer i Niels Hausgaard-stil. Og så alligevel helt sin egen.
Sådan var det også denne søndag eftermiddag, hvor den 38 årige sangskriver - med det nu blonde hår på grund af en overstået filmoptagelse - lagde ud med en kringlet og snurrig historie om at have mødt en mand med bukserne nede om hælene, mens hun var ude at lufte hund. Hva' skulle han? Stort eller småt eller noget helt tredje.
Det er svært at komme i tanke om noget, der var så fjernt fra oppustet ligegyldighedspop, som denne grinagtig og samtidig grænseoverskridende rablefortælling.
Men det er en Aakjær-specialitet, at udlevere sig selv i både tankevækkende og menneskelig forståelig stil.
Den lange intro glider over i gyseroplevelsen med at være på vej i Netto og se et stort fedt røvhul komme gående imod hende. En, hun har set nøgen hjemme hos sig selv, og som Annika egentlig gerne vil se nøgen igen.
Og så glider vi over i kærlighedsballaden ”Med det samme”. Hun synger både kraftfuldt, alsidigt og kan både lægge vokalen ned i et ganske dybt leje, men så også stige i højderne til et mere luftige soprantoner. Stærkt og skrøbeligt på en og samme gang.
Og guitarspillet på den akustiske fejler heller ikke noget.
Det går slag i slag med egne sange, coverversioner, men vi får også historien om hvordan Annika for tiden står uden pladeselskab, men arbejder på et nyt album, hvilket fører frem til hvordan hun har håndplukket de mest populære fraser, bl.a. sommer og fredag, så Spotifys algoritme vil gå crazy-amok og give hende et kæmpehit.
”Pop – Himlen over København” følger med den muntre introlinje ”Musik fra en bil uden tag, pik og patter det er fredag, jeg har for meget tøj på, på en sommerdag”. Munter selvransagelse veksler med ditto ulykkelig, mens koncerten skrider frem.
Som i sangen ”Det meste”, sikkert titlen på det kommende nye album. Der handler om at være blevet forladt af kæresten, efter at have kendt hinanden i 13 år – om at man kan vænne sig til det meste og blive alene.
Det er det Aakjær mestrer, det nære, tætte præcise, hvor hun går tæt på dig og mig og det personlige liv og elegant magter at løfte det til sange, der både rammer, fortæller og trøster.
Der er den besk-realistiske ”Dobbelt AA” om opvæksten i det nordjyske, Aakjær er fra Vodskov, fulgt af ”Enebarn”, om en far der aldrig rigtig kunne rose og anerkende i ”Skulder ved skulder”:
”Og hvis du skulle dø før mig, fordi du ryger lidt for meget, så vil jeg sidde hver sommer ved søerne og tænke på dig, og hvis jeg går og synes, at livet bliver lidt for meget, så sidder du lige her som en engel på skulderen af mig".
Annika slutter af med en ”låner”, Lis Sørensen’s ”Morgensol”, for hun har fundet ny kærlighed, der holdt i hånden hen over Amagerbrogade på vej efter morgenbrød, og ”jeg har ikke selv rigtig nogen kærlighedssange. Det ender altid med død og ulykke”
En fin eftermiddag med en stor, men også lidt for upåagtet kvindelig sangskriver, der tør tage fat i død, ulykke, familie og kærlighed i sine poetisk-skarpe sange.
Foto: Nicolas Cho Meier
Koncert Malte Ebert (kulturen.nu)
- Annika Aakjær.
- Musikkens Hus, forpladsen, søndag eftermiddag, 27. juni.