Koncert - Alan Haynes med band
Texas-blues-guitaristen Alan Haynes, 66 år, lagde mandag aften vejen inden om Aalborg Vestbys eget spillested Abzalon, som har til huse i et tidligere snedkerværksted.
Her i baggården bag boligblokkene ud til gaden, gik guitaristen på sammen med sin danske backinggruppe, Henrik Poulsen, el-bas, og Mathias Rindom, trommer.
Netop fløjet ind fra en længere Norges-turné lagde Haynes ud med et par instrumentalnumre. Uden introduktion eller et velkommen til publikum. Hans tekniske beherskelse af den røde Fender er imponerende, og den behændige brug af volumenknapper og feedback farver hans klare stålstrengeklang.
Og bag ved lagde det fremadskridende trommespil og stabil bas underlag for det ferme fingerspil.
Udtryksløst, nærmest pokerfjæsagtigt stod Alan Haynes der og virkede som, om han bare var ved at varme op. Så kom der hul igennem i klassikeren ”Help Me”, hvor der kom vokal på.
Haynes har ikke nogen stor stemme, men gjorde det udmærket lyst og intenst, ikke ganske ulig nu afdøde Johnny Winter. Det var lige her omkring, at det var som om, at der kom rigtig kontakt til det forventningsfulde, fremmødte publikum.
Og der var masser af guitarlækkerier at glæde sig over. Haynes kan nogle gange eller rettere ofte minde om en guitarmester som Jeff Beck. Han kan næsten alt på en elguitar. Få den til at hvalbrøle, synge som en månesyg ulv eller pitche enkeltoner, så de står som splintret krystalglas i det lavloftede lokale.
Og det blev nydt. - I can tell, I can tell, I know, you don’t love me anymore, sang Haynes. Når han da ikke en gang imellem, blev det til fire eller fem, hoppede ned fra scenen og tog en spillende gåtur blandt publikum. Kun forbundet til sin forstærker med ledningens sorte navlestrenge.
Ingen kan betvivle, at Haynes er en stor og dygtig tekniker. Det er bare ikke garanti for, at vi som publikum også får en stor bluesaften. Lidt introduktion til numrene og baggrund for at spille dem ville have gjort meget godt for koncerten. Og ikke mindst publikumskontakten - og den feedback fra dem, som er med til at gøre en livekoncert til noget specielt og unikt.
Du kunne ikke sætte en fedtet pegefinger på det tekniske. Men sjælen og følelsen – den dybe afmagt over verdens elendige tilstand forbundet med personlig sorg og smerte, men også fryd over livets ganske enkle glæder – den kom vi til at mangle.
Haynes har en tone, du kan skære hård ost med. Uden besvær. Men gløden forsvandt i al den tekniske, udvendige ekvilibrisme. Blues handler jo ikke om at spille en helvedes masse toner, men om at spille de rigtige få.
Selv om der også var gode øjeblikke som i Bukka Whites ”Parchman Farm”, så blev det i lange endeløse soli til for meget ego-navle guitar. Ikke ulig Gary Moores endeløse tirader. Og så alligevel ind i mellem afbrudt af heftige elektriske udladninger, der sad lige i skabet.
Efter to timers blues i loop forlod vi udmattet snedkerværkstedet, også selv om Haynes endnu ikke var færdig. Det blev for monotont og langstrakt.
Allan Haynes m. band.
Abzalon, Absalonsgade, Aalborg, mandag aften