Skip to main content
Reportage

Junglen blæste på lukningstruslen

Hvad skal man sige - om sådan en både ekvilibristisk og humoristisk musikopvisning en regnvåd onsdag aften i Skørping?

Med vores jazz- og verdensmusikband New Jungle Orchestra i fuld vigør som støtte til det nedlukningstruede spillested Musikstationen, der har været skræmmende millimeter fra at aflyse hele deres efterårsprogram.

- Det er det bedst børne-tv, vi har haft længe. Det er jo ren legestue for voksne, siger formand Jes Kaa Kristophersen lige efter koncerten.

Da junglemusikerne efter to og halv times lukkede festlighederne ned med fællessang, og blæsergruppen spadserende rundt blandt publikum, mens vi alle til sidst sang kor på nummeret ”Tilo Akandita Brikama”

Det var en yderst tilfreds formand Kristophersen, vi mødte for en kommentar, da et begejstret, klappende publikum havde sagt tak og farvel. Der var solgt knap 43 billetter i forsalg, og der var dækket op med rødternede duge på bordene og stole til 60 i salen.

- Men vi måtte slæbe ekstra stole og borde ind, så vi endte med et billetsalg på 70 plus. Det kan gøre ondt at komme op af sofaen, men det her var langt over forventning. Nu får vi opmærksomhed omkring spillestedet og vore økonomiske problemer. Vi er kommet i gang, og musikerne kan få et beløb, siger Jes Kaa.

Formanden er nemlig ikke i tvivl om, at havde Musikstationen aflyst hele det musikalske efterår, kunne nedlukningstruslen sagtens blive til virkelighed.

New Jungle er for tiden på en lille koncertturne rundt i landet og havde booket værelser på Dan Hostel i Skørping efter at have spillet i Ry i tirsdags. Men i stedet for at sidde og kede sig der, ville junglens spillemænd hellere støtte Musikstationen ved at spille på døren – altså honoraret er afhængig af billetsalget.

Bandleder og guitarist Pierre Dørge, 76 år, indledte med et par forklarende ord, efter at have indtaget scenen med sin livsledsager, Irene Becker, og resten af bandet:

- Vi vil gerne støtte - ved at spille for jer. I stedet for at sidde ovre på Dan Hostel. Vi har spillet her mange gange – og jeg kan se, at I er her alle sammen. Vi har altid elsket at spille her, og vi er altid blevet forkælet – sådan som junglemusikere elsker det.

Og så kom vi ellers i gang med åbningsnummeret ”Stranger than Jim”, dedikeret og inspireret af den amerikanske filminstruktør Jim Jarmusch.

New Jungle er ikke musik for de fastlåste – dem, der vil have al musik puttet ned i stramt definerede genrer og båse. Her bliver leget med inspiration fra jazzens verden, Charles Mingus, Duke Ellington og den saftigste New Orleans, men også med inspiration fra hele klodens rigdom af musik.

Så afrikanske rytmer fra Ghana kan sagtens blande sig med tango eller rumba, ligesom børneremser som ”Hønsefødder og gulerødder” eller ”Solen er så rød mor” lige pludselig kan snige sig ind – på det mest uventede og humoristiske – midt i den organisk fremadskridende musikalske tumult.

Hele tiden drilsk styret med katteklos-agtige håndbevægelser fra Dørge, der dog også kan opleve at få drilsk modspil af blæserne.

Det er hylesjov musik, som også kan være spirituel majestætisk, når bandet tager Carl Nielsens ”Det koster ej for megen strid” under behandling – med Jakob Mygind på sopransax efter Beckers legende flygelintro.

Og der går ren skælvende sølvtone i musikken, da norske Gunnar Halle får sin trompet til at klinge både længselsfuldt og vemodig i ”Balladen om trompeten”

Mens trækbasunist Kenneth Agerholm bidrager med snurrende dans og elefantastiske vræl på sit messinghorn.

I pausen måtte vi backstage med et spørgsmål og mødte et muntert ensemble forsamlet om bordet med kaffe og småkager, Havana Club, Gl. Dansk, rødvin, øl og vand.

Hvorfor gør I det her – spiller støttekoncert? Så brød en sand kakofoni af stemmer løs – som en flok papegøjer i munden på hinanden – eller hedder det næbbet - deroppe i det svajende palmetræ.

- Vi er spillemænd. Selvfølgelig skal der være penge, så vi kan købe sko til børnene...

- Men det vigtigste er at spille!

- Musik er terapi – healende – du kan være syg og svag, når du går på scenen. Men bagefter har du det godt.

Trommeslager Martin Andersen banker sig selv på brystet lige over hjertet og siger:

- Derfor!

- Vi har en pause – et tomrum mellem to spillejob – Ry i går, Hvide Sande i morgen torsdag, så hellere lave en fest her.

- Der er mange som siger, at det er musikerne, der står på scenen, som skaber oplevelsen. Men det er ikke hele forklaringen – når du mærker energien fra publikum – de er også med til at skabe.

Og så stillede hele holdet efter at have kaldt Irene ind op til fotografering, inden de og vi gik i gang med andet sæt.

Med Bollywood-toner og intim samtaleduel mellem trompet og trækbasun. ”Dancing in the Jungle” hed en Becker-komposition meget passende, og selvfølgelig fik vi en drilsk legende version af Ellingtons ”Caravan”, inden vi blev smukt vugget og sang med på vuggevisen ”Brikama”

Sådan et musikalsk humør må da kunne blæse den lukningstrussel væk.

Foto: Lars Mørch

  • New Jungle Orchestra, Musikstationen, Skørping, onsdag aften, støttekoncert.
  • New Jungle er:
  • Pierre Dørge, guitar, kapelmester, Gunnar Halle, trompet, Jakob Mygind, saxofoner, Anders Banke, fraværende, basklarinet og sax, Kenneth Agerholm, trækbasun, Irene Becker, flygel og synth., Thommy Andersson, kontrabas, Ayi Solomon, percussion, Martin Andersen, trommer.

. Thommy Andersson, kontrabas.

. Martin Andersen, trommer.

. Pierre Dørge, guitar, komponist og dirigent.

. Jakob Mygind, saxofoner.

. Kenneth Agerholm, trækbasun,

. Gunnar Halle, trompet.

. Ayi Solomon, percussion.

. Irene Becker, flygel og synthesizer.
Arkiv