Skip to main content
Festival

Kommer vi på festival næste år?

Nibe, Tønder, Skagen eller Roskilde? Det kan du jo godt gå og drømme om her i den grå og mørke decembermåned. Altså at få lov til at opleve masser af musik live, tæt på, sammen med en masse andre, med fadbamser, fest, dans, fis og ballade.

Men med det nuværende forsamlingsforbud kan det være svært at forestille sig. Men måske er der håb forude.

To så forskellige organisationer som fodboldens Divisionsforening og koncertarrangørernes Dansk Live vil teste 30.000 for corona her i begyndelsen af 2021. For på den måde at kunne åbne op for større koncertbegivenheder, festivaler og selvfølgelig fodboldkampe.

Fra bold til festival

I første omgang vil man screene tilskuerne til en række superligakampe med hurtigtest – antigentest. Det skal gøre det muligt at mindske afstandskravet og få flere ind på stadion.

På selve kampdagen bliver publikum testet med både antigentest (hurtigtest) og PCR-testen (laboratorietesten). Seks dage efter at fodboldkampen er fløjet af, bliver deltagerne i forsøget igen teste med PCR. For at se om antigentesten nu holder vand, og den minimerede afstand ikke har skabt øget smittespredning af corona.

Fodboldmodellen skal så efter planen følges op af to andre modeller. En koncert- og konferencemodel, hvor man på samme måde som ovenfor, ser hvad der sker med en større forsamling indendørs uden afstandskrav.

Og endelig en festivalmodel, hvor man i forskellige scenarier, får deltagerne til at bevæge sig frit rundt blandt hinanden.

Ingen af de sidste to modeller bliver dog sat i kraft, før resultaterne fra fodboldmodellen ligger klar.

Det videnskabelige projekt med 30.000 deltager er blevet godkendt af De Videnskabsetiske Komitéer i Region Midtjylland.

Brugbar model

-Vi har længe arbejdet hårdt på at kunne gennemføre festivaler og koncerter i 2021. Vi er overbevist om, at vi sammen med Divisionsforeningen har fundet en brugbar model. Det skal meget gerne føre til en tiltrængt festivalsommer og koncertoplevelser i hele landet i 2021, siger sekretariatschef Esben Marcher, Dansk Live.

Professor, ledende overlæge på infektionsmedicinsk afdeling ved Aarhus Universitetshospital Lars Østergaard er optimistisk på arrangørernes vegne:

-Hurtigtesten ved fodboldkampe kan hjælpe med til at undgå smittespredning. Personer med symptomer skal slet ikke komme, og personer uden symptomer, der smitter mest, udskiller også mest virus. Testen har nemmere ved at finde dem, der udskiller meget virus, end dem, der udskiller lidt virus, siger overlæge Lars Østergaard.

Hvis resultaterne fra en række stadioner viser sig at være forsvarlige, så har man et grundlag at arbejde ud fra. Med den erfaring bliver det samtidig muligt at studere effekten af Covid 19-vaccinen - om smitten eksempelvis kan gives videre, selvom man har fået en vaccination.

Arkiv