I 1902 fik Horneman genoprejsning med en ny opsætning af operaen, som blev en overvældende succes. Men på trods af 18 udsolgte opførelser er operaen ikke siden blevet vist på Det Kongelige Teater.
Hvorfor kender vi det ikke?
Ouverturen til Aladdin er den eneste del af operaen, som har været på repertoiret i de danske koncertsale frem til i dag.
- Jeg har været begejstret fra dag ét, da jeg lukkede partituret op, fordi ouverturen er fantastisk – men resten af musikken er også fantastisk!, fortæller dirigent Michael Schønwandt.
- Både hos musikerne og sangerne i DR Symfoniorkestret og DR Koncertkoret har jeg kunnet mærke en begejstring, et engagement og en nysgerrighed overfor denne her musik, som siger 'Jamen, hvorfor kender vi ikke det her?'
Frodige harmonier og farverig orkestrering
Aladdin er udstyret med romantikkens frodige harmonier, elegante, letflydende melodier, og det lykkes Horneman med sikker hånd at tilføje ny glans til det ældgamle eventyr om Aladdin.
I operaen udfolder Horneman sit talent for instrumentation i en velklingende orkestersats, og de meget krævende solopartier til de fire hovedroller Aladdin, Noureddin, Gulnare og Sultanen. Også koret er tildelt en fremtrædende rolle og optræder både som alfer og gnomer, som usynlige ånder og som det persiske folk i Isfahan.
- Jeg tror virkelig på denne her optagelse, siger dirigent Michael Schønwandt.
- Jeg tror virkelig på, at det er et værk, som er en hjørnesten i dansk musikhistorie.
’Aladdin’ udkommer på alle streamingtjenester fredag den 15. april, og fra 6. maj findes den også som fysisk boks med tre cd’er.